★★★☆☆☆
Nyhavnteatret Får302 har ofte med held udfordret naturalismens beskedne rammer og dermed understreget, at godt teater kan være noget andet og mere end blot realisme.
I sidste sæson sejrede de således med den forunderlige tidsrejse "Et hus på sand og håb", men denne gang slipper de knap så heldigt fra projektet OMSORG, et fælleseksperiment med Instituttet (SE). Et ambitiøst men defust forsøg på at skildre "abstrakt sorg, niveauer af tab og manglende omsorg".
Vi behøver naturligvis ikke forstå alt, men titlen virker som en misforståelse i forhold til det, vi oplever på scenen, og det generer.
Iscenesætteren Johannes Maria Schmit har tydeligvis viljen til stil, men forestillingen savner i fatal grad fokus. Schmit formår ikke at skille skidt fra kanal i det ujævne tekstmateriale, og det går især ud over forestillingens mest uerfarne medvirkende.
Men heldigvis har forestillingen tre garvede spillere, der formår at skabe momenter af absurd komik:
Birgitte Prins fungerer bedst, når hun virkelig bliver vred eller når hun med en kirugs præsision friserer sin unge kollega. Den velholdte kropskunstner Peter Holm Johansen får med særlig ynde og en vis fornuft talt nudisternes sag i en nypuritansk tid.
Og så er der Charlotte E. Munksgaard. Få kan som hun formidle livets forunderlige hændelser, og hvadenten hun beretter om et spansk håndværkerbesøg eller fåreflokkens samhørighed, gør hun det med sødme og poesi.
Scenografen Sille Dons Heltoft-Christensen har skabt en mærkværdig græshøj på et trægulv og Andreas Catjar er ansvarlig for den aparte lydside, hvor øjendråber falder som bomber, der får kaffekopperne til at klirre. Løjerlig kan man i al fald roligt kalde forestillingen.
