★★★★★☆
Christopher Nolan har med DUNKIRK ikke blot begået sin hidtil bedste film, men også et af dette årtis mest imponerende krigsfilm.
Med bredt vingefang formidler Nolan en af nøglebegivenhedere under 2. verdenskrig – på land, til vands og i luften. Han gør det fortrinsvis i billeder takket være storartet kameraarbejde af Hoyte Van Hoytema, og uden at forfalde til platte udpenslinger af diverse rædsler a la "Saving Private Ryan".
Dristigt satser han på minimal dialog og bortset fra et relativt overforbrug af ordet "hjem", så fungerer denne form faktisk fortræffeligt. Den Danmarks-aktuelle komponist Hans Zimmer, der fik sit gennembrud med Oscar-vinderen "Chauffør for Miss Daisy", formår atter at veksle det melodiske med det mere skæve, så vellyden ikke tager overhånd og dramatikken ikke fordufter.
Han har tilmed formået af få en potentiel stjerneparade (i stil med "Broen ved Arnhem") til at virke som en gedigen ensemblefilm. Men Mark Rylance er naturligvis så fornem en skuespiller, at det slet ikke kan undgå at skinne igennem, og Kenneth Branagh er også bemærkelsesværdig god i et par scener.
Blandt de unge er det faktisk øjeblikkets mest populære sanger Harry Styles, der brænder bedst igennem og hans dynamiske spillestil lover godt for fremtiden – også på den front.
Men det vrimler med friske talenter i filmen: Nye ansigter , der også låner troværdighed til den store historie.
For historien om DUNKIRK er ikke historien om een person, men om 400.000 mennesker, der strandede på en fremmed kyst, hvor de tilsyneladende kun kunne vente på at dø, fordi de politiske ledere svigtede dem. Og således får DUNKIRK i Christopher Nolans instruktion fornyet relevans.
