★★★☆☆☆
Den nye danske børnefilm KIDNAPNING bør ikke forveksles med Sven Methlings børnefilm af sammen navn fra 1982, så derfor omtales filmen flere steder som "Bjarne Reuters Kidnapning" efter forfatteren til det litterære forlæg, hvilket dog kun forvirrer, fordi 1982-udgaven også var en Reuter-film.
Den nyligt Reumert-nominerede Frederik Meldal Nørgaard har et mere relatisk anslag end den første film, og selvom Therese Damsgaard ikke får givet rollen som plaget mor nok tyngde, så er Anders Brink Madsen rigtig god som faderen, der frygter at ende i fængslet igen i sine forsøg på at forsørge sine børn.
Brian Lykke har sine momenter som den tvivlsomme onkel George, men grimasserer lige rigeligt i betragtning af den realistiske tone i filmen. I det mindste har Christian Mosbæk en vis elegance, der bliver et forsonende element i en umulig rolle, og Kristian Ibler er den kæreste lille rigmand, man kunne ønske sig.
Også børnene gør det generelt godt, uden at overskygge mindet om den lille gavflab Bertram (spilopmageren Michael Nezer).
Filmen fraråde børn under 7, og det må være på grund af sproget, som er så grimt, at man egentlig ikke har lyst til at udsætte forsvarsløse poder for den slags. At vold tilmed bliver fremstillet som en løsningsmodel, virker ikke særligt gennemtænkt, ligesom det heller ikke giver mening, at den kidnappede ved, hvem den skyldige er.
Men ellers yder Nørgaard en habil indsats som instruktør, selv når al fornuft forsvinder til sidst.