★★★★☆☆
af
Danny Biltoft Davidsen
Forlaget Mellemgaard
Fantasygenren har sit eget forunderlige liv i Danmark. Adskillige trofaste fantasy-fans læser i stakkevis af bøger om fantasifulde verdner, fantastiske skabninger og fjerne
galakser. Blandt de forfattere der både har en stjerne og agtelse hos læserne er Danny Biltoft Davidsen, der udgav sin første bog som blot 17-årig.
Det seneste skud på stammen er DESTIN II – SNEFUGLEN. Hvis man skal være helt præcis i sin karakteristisk, er der tale om ”space opera” eller ”hård science fiction”, hvilket kort vil sige, at der er fokus på rumskibe og bidske kampe mellem helte og skurke.
Ligesom i seriens første bog ”Destin – Seerkrystalen” er det atter Destin, der er den centrale figur i DESTIN II – SNEFUGLEN. I forrige bog var lykkejægerne heriblandt Cyril på udkig efter et værdifuldt skrin indeholdende en speciel sten. Skrinnet blev efterladt af den uddøde race Torakiderne. En kamp mellem kejserens soldater udbryder og skrinnet falder ned i en dybkløft. Her finder den forældreløse Maridel skrinnet og tror, at lykken er gjort sammen med Destin. Skæbnen vil det dog anderledes, og de vikles ind i en byge af problemer.
Skrinet bliver stjålet af de skrupelløse Rødfrakker. Sammen med kaptajn Cyril og
Skattejægerne indledes en intens eftersøgning på skrinnet. I den nye roman bliver Maridel
dog kidnappet af Cyril og Skattejægerne, mens Destin lænkes på en fremmed måne.
Umiddelbart virker alt håbløst og fortabt, men ulykken vender pludseligt, og Destin sætter
nu jagten ind på hans tidligere venner og deres skib ”Den lovløse”. Retfærdighed lader
nemlig til at være en af pejlemærkerne i Destins liv.
Centralt for DESTIN II – SNEFUGLEN er en række lumske spil og udfordringer, som
Destin bliver sat på. Eventyrtrækket fornægter sig bestemt ikke her. Læsere vil nok tænke
på ”Harry Potter”, selvom universet er helt sit eget. Spillene er foranstaltet af pirater på en
frihavn og afvikles med slående sans for konflikt- og spændingsopbygning.
Sproget i romanen er letflydende, ukrukket og indimellem hæsblæsende. Især beskrivelserne af omgivelserne og replikkerne er velfungerende. Akilleshælen ved romanen er, at karaktererne til tider virker en anelse for karikerede og silhuetagtige, men det rokker ikke ved, at Biltoft Davidsen er en god håndværker på det rent dramaturgiske plan.
(Gæsteanmelder: Niels Roe)
