★★★★☆☆
Komediedramaet SPRINGTUR I TOSCANA (La pazza gioia) af Paolo Virzí ("Human Capital") indledte den nye italienske filmfestival Cinema Made In Italy og er blevet beskrevet som en italiensk "Thelma & Louise".
Vi møder to meget forskellige psykisk ustabile kvinder på et behandlingshjem, og der opstår et særligt bånd imellem dem, der forstærkes under en vild flugttur.
Trods prisbelønnede hovedroller i underkendte film som "Les gens normaux n’ont rien d’exceptionnel", "Il est plus facile pour un chameau…" og "La parola amore esiste" er Valeria Bruni Tedeschi efterhånden mest kendt herhjemme for biroller i Francois Ozon-film. SPRINGTUR I TOSCANA giver hende et flot comeback som manisk kvinde med overklassemanerer og hun har allerede modtaget flere priser for sin indsats.
Også Micaela Ramazzotti gør indtryk som den mere indadvendte kvinde, og hendes hemmelighed kommer som et chok både for hendes medrejsende og for os.
SPRINGTUR I TOSCANA er en noget ujævn affære, men trods et lidt kulørt udgangspunkt, så undgår instruktøren faktisk de værste faldgruber, og man mærker en ægte nænsomhed i forhold til disse kvinder, selv når handlingen bliver lige lovlig melodramatisk.
Men underholdningsværdien fornægter sig heldigvis ikke, og SPRINGTUR I TOSCANA fremstår som en ærkeitaliensk filmfornøjelse i smukke omgivelser.