eller
HVAD I VIL
★★★★★☆
Scenografien til denne Shakespeare-komedie har drillet i en grad, at Det Kongelige Teater måtte udsætte premieren to gange. Resultatet er da også mere sten-o-grafi end scenografi, men i det mindste diskret i modsætning til det kulørte udgangspunkt, der burde være droppet tidligere.
På skuespilhusets store scene transporteres vi til landet Illyrien befolket med "tilværelsens ensomme bænkevarmere", som det hedder i Me Lunds prægtige program-interview med iscenesættser Therese Willstedt.
Her skyller den målrettede Viola i land i Danica Curcics heroiske skikkelse. Forklædt som mand forsøger hun at finde tvillingebroderen Sebastian, der ligeledes havnede i bølgerne efter skibsforlis og som hun ikke har set siden. Viola får et tæt bånd til hertug Orsino, men bliver også genstand for grevinde Olivias begær – iført mandetøj. Den naragtige hushovmester Malvolio er dog overbevist om, at det er ham, som Olivia elsker, efter at være blevet vildledt af en drilagtig kammerfrøkens skrivelse.
Forviklingerne tager fart, da tvillingebroderen Sebastian dukker op fulgt af sin særdeles nære ven kaptajn Antonio, der ikke synes indstillet på at skulle miste ham. En dedikation Ikke ulig den Andreas Blegnæb udviser for Tobias Hikke, en af Olivias slægninge.
Forviklingerne er således mange, og få synes at blive forløst, og alligevel så falder brikkerne på plads for de fleste til slut, hvor kærligheden naturligvis sejrer. Men ikke uden en passende bittersød eftersmag. For blev kærligheden til den eneste ene altfortryllende eller er længslen efter noget andet og mere uundgåelig?
I Skuespilhuset møder vi heldigvis et hold skuespillere, der formår at formidle de store følelser, så vi tror på dem.
Danica Curcic er fyrig som Viola, den stålsatte nyankomne, som end ikke et Dansk Folkeparti ville kunne afvise.
Vi forstår inderligt Violas kvaler ved at holde Tammi Østs Olivia stangen, for hvordan kan man sige nej til hende? En jordnær, kødlig og sårbar dejlighed med kjoler til enhver lejlighed, for tænk nu hvis lejligheden bød sig? Tammi Øst lader os se Olivia som en skrøbelig savner med såvel kampgejst som styrke, der ligefrem fodres af kærlighed – og vi elsker hende.
Søren Sætter-Lassen gør Malvolio til endnu opvisning af skuespilkunst, men vi ser også grusomheden ved at narre en mand på denne måde, fordi hans higen efter kærlighed i sidste ende hænger sammen med hvor forsømt, han selv er som kærlighedsvæsen.
Thomas Hwan er den kæreste og mest troskyldige Andreas Blegnæb, man mindes at have set – i vittig moderne påklædning. Og så får Simon Bennebjerg fra "Arvingerne" mulighed for at vise, at han sandelig også kan spille teater – i rollen som den fyrige kaptajn.
Når bare disse karakterer også sidder på bænkene, så er der pludselig ingen skam ved også at være "bænkevarmer".
