★★★★☆☆
Patty Jenkins spilllefilm MONSTER med Oscar-belønnede Charlize Theron i sit livs rolle udgør en ikke uvæsentlig del af researchmaterialet bag forestillingen af samme navn.
Atter engang har Eventministeriet i skuespilhuset kastet sig over et stykke velkendt amerikana (der findes altså også kvindelige seriemordere i den danske kriminalhistorie) a la "Boys Don’t Cry", der ligeledes indbragte sin hovedrolleindehaver en Oscar.
Instruktøren Anders Lundorph synes næsten at forfølge sin egen scenesucces "Boys Don’t Cry" i det næsten nøgne scenerum, hvor en enkel musiker (i dette tilfælde Rosa Lux) spiller og synge en række stemningsmættede sange.
Lundorph er igen velsignet med den helt rigtige pige i hovedrollen. Lise Baastrup har allerede overbevist det kræsne københavnske publikum om, at hun kan lave revy, synge i musicals og spille diverse former for komedie. Alligevel har vi aldrig set hende, som vi ser hende her – i en stor dramatisk rolle som USAs mest berygtede kvindelige seriemorder. Hun gør det blændende godt – hudløst og ærligt, så vi tror på denne kvinde, og ser ofret bag de grumme handlinger.
Josephine Park er heller ikke ueffen i diverse kvinde- og manderoller, mens Marie Tourell Søderberg fremstår lovlig sund og sødladen til at være havnet i det miljø. Jon Lange kommer lidt for nemt om ved diverse manderoller, for selvom der mest er tale om små vignetter kan og skal de rammes præcist. En stammende mand og en dum bøssekarikatur forekommer særligt uheldige, og stritter faktisk i forhold til helheden på den dumme måde.
Det er som om Anders Lundorph ikke har haft held med at presse alle på holdet helt så langt som det i sin tid lykkedes ham med Mungo Parks eminente ensemble. Derfor lurer monotonien også efter de første par seriemord, som vi iøvrigt aldrig ser – men kun læser om på en storskærm.
Det var dog ret heldigt denne aften, hvor der var en del nyudklækkede teenagere til stede, selvom det fremgår af Det Kongelige Teaters hjemmeside, at forestillingen er uegnet for børn under 15. Her ville det klæde Det Kongelige Teater at tage et mere aktivt ansvar – også for det øvrige publikums skyld.
