Sidste år fik Marie-Lydie Melono Nokouda sæsonen store skuespillergennembrud i vandre-forestillingen “På vej”. Siden er det blandt andet blevet til flere teaterroller, og på film formåede hun også at gøre sig gældende i en lille rolle i den anmelderroste “De standhaftige”. Men faktisk startede hun karrieren som danser.
“Jeg har studeret moderne dans igennem to år på danseakademiet i Antwerben. Jeg kunne af gode grunde ikke dokumentere, at jeg havde gået i gymnasiet, så jeg måtte hele tiden komme med en ny forklaring, fordi jeg ikke kunne fremvise papirer. Efter halvandet år måtte jeg erkende, at jeg ikke havde ret til at gå der, og så var jeg nødsaget til betale al min SU tilbage.
Heldigvis blev efterfølgende engageret til et par forestillinger i Berlin. Jeg oplevede, at man i udlandet har et mere multikulturelt kunstneriske klima – og måske også mere eksperimenterende? Man tør nok lidt mere.
Men under en prøve faldt det mig ind, at jeg som danser altid holdt noget tilbage, som jeg senere som skuespiller kunne udtrykke. Måske spiller det også ind, at jeg gerne ville bestemme mere, for som danser er man ofte i endnu højere grad underlagt en iscenesættelse end som skuespiller.
Efter halvandet år i Berlin fik jeg hjemve, så jeg flyttede tilbage og skulle pludselig finde en anden vej. For at komme på universitetet, krævede det en gymnasial uddannelse, og det havde jeg jo ikke. En veninde gjorde mig opmærksom på, at man ikke behøvede nogen gymnasieuddannelse for at komme ind på teaterskolen, så jeg tænkte bare: “Fedt, det er det, jeg skal!”
Jeg kom ind på skuespillerskolen i Aarhus. Det blev en stor personlig udfordring for mig. Det er en meget konfronterende uddannelse. Det var meget hårdt for mig og andre, og jeg kan huske, at jeg undrede mig over, at der ikke var nogen fast psykolog tilknyttet uddannelsen. Men det er jo en del af processen… at man selv skal finde ud af det. Man modnes med opgaverne, og bliver mere bevidst om, hvor professionalismen ligger henne og hvornår det bliver privat.
Jeg var alligevel rigtig glad, da det var slut og følte mig parat til at møde en ny verden. Vi havde jo levet en form for beskyttet tilværelse på skolen, så selvfølgelig var man også lidt nervøs for, hvad der skulle ske bagefter. Jeg var dog så heldig, at jeg på skolen havde mødt en instruktør (Alexa Ther), som jeg arbejdede rigtig godt sammen med, og det resulterede i min allerførste beskæftigelse efter skuespillerskolen, forestillingen “Sne” på Husets Teater.”
Marie-Lydie Melono Nokouda modtog mange anmelderroser for sin officielle teaterdebut som skuespiller. Og mens hun lavede forestillingen blev hun kontaktet af iscenesætteren Petra Berg Holbek, der havde en stor opgave til hende.
“Det var et projekt om den sydafrikanske aktivist Gertrude Fester. En lang monolog, som der dog aldrig blev bevilget penge til at lave. Men så et år senere kom Petra tilbage med vandreforestillingen “På Vej”, og denne gang kom der penge.”
Rollen som den 17-årige Hope Amuzue blev et utvetydigt højdepunkt i karrieren: En forfrossen dansk-ghanesisk pige, som publikum helt konkret møder en iskold novemberaften på Dronning Louises Bro. Hun går alene rundt på Nørrebro uden at vide hvorhen, og vi kommer helt tæt på frustrationerne, desperationen og den afgrundsdybe ensomhed. Vi oplever ubehagelige sammenstød og små åndehuller, når Hope træder ind i andre miljøer og kommer i kontakt med andre mennesker, og vi får en fysisk fornemmelse af den håbløshed, der dominerer hendes tilværelse, men som hun alligevel nægter overgive sig til. Dokumentarteater af den allerfineste slags.
“En af de ting, der var så fantastisk var, at Petra inddragede mig i alle projektets faser, hvilket blev enormt lærerigt for mig. Lige fra ansøgningen og til det færdige projekt. Og hele tiden spurgte hun: “Hvad synes du?” Så jeg følte, at jeg blev en del af projektet. Bad mig om at komme med til diverse møder. Spurgte mig, om hvem vi skulle interviewe? Vi talte med piger fra Ghana om den dualisme, der ligger i at skulle forholde sig til to nationaliteter.
Det kunne ligeså godt ha’ været min historie, men jeg foretrak, at historien handlede om andre end mig selv. Jeg kan huske, at jeg talte med en ung person, som allerede havde oplevet mere grusomt, end de fleste oplever i et helt liv, og jeg tænkte bare, at det her kan vi ikke spille. Det er bare for barsk. Men til sidst blev det godt. Rigtig godt faktisk. Og jeg er evig taknemmelig for, at Petra har lærte mig at kunne klare mig selv og ikke bare være skuespiller. Og den spilleform hun havde valgt, var jo fantastisk – og det er faktisk et arbejde, at jeg er rigtig stolt af.”
– Føler du at der er opgaver, der er gået dig forbi? Roller du ikke bliver tilbudt?
“Jeg må forholde mig til, at jeg er sort i et hvidt land. Jeg føler ikke, at jeg som sådan bliver overset konkrete steder, men føler nok snarere, at min race er underrepræsenteret generelt. Det er da bekymrende, at der ofte ikke er een eneste sort skuespiller, der spiller nogen steder. Det er det, der er opgaven: Hvor kan man være med til at bidrage til en etnisk diversitet. Realiteten er jo, at der lever sorte mennesker i dette samfund og de bliver bare ikke repræsenteret på scenen. Det synes jeg sgu er lidt problematisk. Hvis der kun er nogle enkle instruktører, der gør det, så bliver der aldrig nogen kontinuitet i det. Hvis ingen sikrer en fast repræsentation, så bliver det en evig kamp, som vi aldrig kommer til livs. Kontinuiteten er vejen til forandring. Den behøver ikke fylde så meget, men den bør ihvertfald være der, så folk har mulighed for vende sig til den. I dag er det jo stadig ikke normalt at se sorte mennesker på scenen i Danmark.”
– Især klassikerne synes forbeholdt hvide?
“Klassikerne tør man ikke for alvor pille ved på den front. Her mærker man igen den forsigtighed og traditionelle tankegang, der kvæler al forandring. Men hvis et publikum er vant til at se sorte mennesker på scenen generelt, så tror jeg også, at de ville være mere villige til at acceptere dem i klassikerne.
Man kender det jo fra sig selv: Hvis man ikke har smagt på noget før, så skal man lige gennem den der med “øøøh, hvad er nu det for noget?”. Køn, alder og seksualitet er folk efterhånden mere villige til at acceptere forandringer, men med race forekommer det ofte mere problematisk. Det bunder muligvis i noget historisk eller en modvilje mod politisk korrekthed, men det er også noget, som nogen anser for farligt. Det er som om, at når det er noget med race, så skal man forklare mere… Jeg vil hellere forstyrres et øjeblik end at få en eller anden kunstig forklaring på hvor den pågældende karakter har en bestemt hudfarve. Forstyrrelser kan være sunde.
Jeg har også sat mig ned med en instruktørelev, og vi har talt om at give København noget nyt. Et lille ensemble på fem personer, der er tilknyttet et teater, men som fungerer som en selvstændig enhed. Det betyder ikke, at forestillingerne skal handle om race, men det skal være forestillinger, der i al fald sikrer etnisk diversitet i bred forstand. “Mangfoldighed”.
Det glædede mig, at ordet var indeholdt i kulturministeriets visionpapirer for de næste 10 år. Så er de i det mindste bekendt med ordet. Det ejendommelige er dog, at ordet primært bruges i forbindelse med visioner for publikumsammensætningen. Man kobler slet ikke de to dele.
Men som sort vil jeg da også gerne se andre sorte på scene. Ungdommen har brug for nogen at spejle sig i, og selvom man er sort, kan man altså godt spille advokat. Og hvis du viser de unge, at der også er sorte skuespillere på teatrene, så kunne det jo være, at det inspirerede nogle andre unge til at søge ind på skuespillerskolerne. Hvis man virkelig vil have større mangfoldighed blandt publikum, så kunne man jo passende starte med større mangfoldighed på scenerne.”
