★★☆☆☆☆
Ole Lund Kirkegaards bog om HODJA FRA PJORT er en klassiker, som hverken den ret tarvelige filmversion eller Sebastians teaterudgave lever op til. En iørefaldende titelsang har dog gjort en del for at holde liv i dette efterhånden temmeligt støvede værk, og vores forhold til den arabiske verden har unægteligt ændret sig i mere realitisk retning – også i børnehøjde.
Scenografisk får Lea Burrows og Ingvild Grande en del ud af nogle gigantiske tæpperuller, der dog mere ligner noget, man har neglet i tæppeland end på et marked i Pjort. Kønt ser det ikke ud – og kostumerne hører blandt sæsonens mest rædselsvækkende med fez’er, der minder om de børnespande, man finder i strandkanten, samt en grufuld farvesammensætning, der må anses som en hån mod den arabiske befolknings æstetiske sans.
Hvor en lang række af Sebastians tekster for voksne stadig holder, virker hans børnetekster oftest ulideligt gammeldags. Iscenesætteren Frede Gulbrandsen har ellers tidligere formået at skabe tidsvarende teater for børn bl.a. på Østre Gasværk, men her går han helt galt i byen i sin iver efter at fordanske den arabiske kultur. Kun en lille trio af musikere bidrager konstruktivt til at give forestillingen bare et anstrøg af noget ægte arabisk.
Ingen af de medvirkende kan tilsyneladende synge, så det giver mening på en scene, og rent spillemæssigt er kvaliteten også uhyre svingende. Og hvem tror for alvor på, at den granvoksne blege ramasjang-vært Kristian Gintberg er en lille arabisk dreng? Så går det trods alt bedre med at acceptere Lise Koefoed som Sultanens kommende brud. Donald Andersens rotte og Ole Boisens sultan er lyspunkter i forestillingen ligesom Laura Allen Müller, Max-Emil Nissen og Christiane Gjellerup Koch har deres øjeblikke. Resten gør man klogest i at ignorere.
Med den høje standard, vi har inden for børneteater her i landet, bliver man nødsaget til at lægge sig i selen på Folketeatret, hvis man på længere sigt ikke skal tabe kampen om det unge publikum. HODJA FRA PJORT skal da nok sælge en del billetter af nostalgiske grunde, men rent kvalitetsmæssigt ligger forestillingen under det generelle niveau. Som en af de tilstedeværende unger bemærkede: "Det flyvende tæppe fløj jo slet ikke!".
