★★★☆☆☆
Jens Albinus er sammen med Laura Ramberg blevet direktøren for det hele på Husets Teater, og har man fulgt hans skuespillerkarriere, kan det ikke overraske, at han allerede fra start kommer med et markant udspil. Han har således selv skrevet og instrueret åbningsforestillingen SKABELSEN, der ikke ligner nogen anden forestilling på en dansk scene.
I SKABELSEN møder vi skaberen (Ulla Henningsen) og skabelsen (Brian Hjulmann) i en relation ikke ulig den mellem mor og søn? Hun sidder udslugt i en havestol og får sig fra tid til anden en slurk af dåseøllen, mens han kæmper for at få hendes opmærksomhed. Han producerer diverse harke- og hostespasmer og hun udviser træt moderlig omsorg. Han har behov for at gennemgå skabelsesprocessen og hun går modvilligt med på legen.
Gradvist tager skabelsesprocessen over, og vi mystificeres yderligere. Hvad er der egentlig, der sker, når Ulla Henningsen ligger og vrider sig på jorden, mens hun skriger som et såret dyr? Og hvorfor er stakkels energiske Brian Hjullmann pludselig nøgen og forsøger at kravle op mod lyset? Vil han bare ud af forestillingen?
SKABELSEN fremstår som en vild og vanvittig sanseoplevelse, som man er glad for at have set, men som man samtidig nødig vil gense. På samme måde under man mange at opleve Ulla Henningsen yde en i sandhed guddommelig skuespillerpræstation, men er også nervøs ved at anbefale en så ekstrem forestilling til nogen. Man må dog beundre det vovemod, der ligger bag, samt den uforfærdede tilgang til stoffet, men ærgrer sig over, at resultatet synes så utilnærmeligt, at der nok vil være nogen, der kan finde på at gå fra forestillingen – ligesom det skete denne aften.
I sidste ende er det dog skønt, at nogen tør satse på så radikalt teater (og her tænkes ikke partipolitiske!). For det har vi savnet herhjemme – især indenfor skuespillet, mens man indenfor moderne dans og efterhånden også indenfor opera finder viljen til at gå linen ud. Hvis Jens Albinus på sigt kan få udviklet sin dristige begyndelse til mere brugbare resultater – uden at miste den dødsforagt, han her udviser, kan Husets Teater meget vel gå hen og blive Københavns vigtigste scene.
