★★☆☆☆☆
Det kan vel være, at filmens titel rimer på "Godfather", men rent kunstnerisk er vi milevidt fra Coppola stilistiske mesterskab. Instruktøren Jean-Francois Richet lavede ellers de to franske genresikre gangsterfilm om Mesrine (The Public Enemy), og skaffede således Vincent Cassel en længe ventet César.
Men trods en velvilje overfor det karakterdrevne drama, så sender også denne film i en gang unødig splat, og klichémassen tynger skuespilllerne i knæ.
Mel Gibson har ellers tilløb til at gøre rollen som aldrende tatovør til en rigtig karakterrolle, men svigtes i sidste ende på manuskriptplan. Hans efterhånden hårdt prøvede ansigt er ellers lidt af et chok ved første øjekast for dem, som kan huske den gudesmukke unge mand i "Tim", "Gallipoli" og …ak ja… "Forever Young".
Men midt i al balladen om drukture, skilsmisse og racistiske bemærkning må man ikke glemme, at Mel Gibson grundlæggende er en god skuespiller – i modsætning til de fleste andre action-stjerner med en vis patina.
Her spiller han en noget forhulet gamling, der bor i en skurvogn, men som pludselig bliver kontaktet af sin teenagedatter, der er på flugt fra de såkaldte Sicario’er – nogle bestialske kartelbande-mordere. Meeen man skal jo aldrig undervurdere selv en gammel "Mad Max", og Mel Gibsons faderfigur når da også at give dem kam til deres hår, inden et overdrevet voldsorgie lukker og slukker definitivt for vores interesse.
