af
Eva Tind
Forlaget Gyldendal
Selvom det er over 100 år siden, at Asta Nielsen berømmelse kulminerede, kaster hendes liv og karriere stadig skygger. Et profilfoto af den store stjerne blev genoptrykt i Det Fri Aktuelt i forbindelse med filmens 100-års dag i 1995, og kom året efter til at danne grundlaget for det portræt, der nu pryder bygningen på Gammel Kongevej 9, hvor Asta Nielsen blev født. Og Asta Nielsens gamle Berliner-lejlighed i Fasanenstrasse er nu omdannet til Hotel Pension Funk og et populært rejsemål for alle sande filmelskere.
Eva Tind indfanges gradvist af ASTAS SKYGGE, efter at hun selv flytter ind i ejendommen på Gammel Kongevej, og hendes bog bliver en rejse ind og ud af de myter, der stadig eksisterer om "Die Asta". En ejendommelig blanding af noter, interviews og erindringer. Samt ikke mindst en let redigeret udskrift af en række af de telefonsamtaler, som Asta Nielsens ven Frede Smidth i smug optog i slutningen 50erne. Konklusionen synes at være, at hvis man skal tro Asta Nielsens egen stemme, så sympatiserede hun aldrig med nazisterne og den kulde, hvormed hun blev modtaget i Danmark, forekom ubegrundet.
Den aldrende filmhistoriker og Asta Nielsen-ekspert Marguerite Engberg fortæller om, hvorfor den ældste af de danske filmpriser kom til at hedde Bodil og ikke Asta, man fra Det Danske Filminstituts side for en tid forlægger manuskriptet til hendes gennembrudsfilm "Afgrunden" og iøvrigt betegner hende som "tyskertøsen". Men det er de afsluttende telefonsamtaler, der er bogens scoop – samtidig med at man føler sig meddelagtig i en form for ligrøveri.
Selvom samtalerne tilsyneladende afviser enhver form for sympati med nazisterne, må man ikke glemme Asta Nielsens hang til selviscenesættelse. Og på trods af, at hun lægger afstand til diverse former for racehad, siger hun om Louis Armstrong, at "han ligner et dyr. En gorilla af den anden jord." Kolleger som Poul Reumert og Clara Pontoppidan samt exmanden Peter Urban Gad får heller ikke lutter lovord med på vejen, og man aner en vis bitterhed – ikke mindst på grund af den biografbevilling hun aldrig fik – trods 17 ansøgninger. Egentlig selvmedlidenhed forfalder hun dog sjældent til.
Om Asta Nielsen fik kendskab til disse optagelser vides ikke, men Frede Smidths navn forsvinder i al fald helt ud af hendes breve efter at han har været en nær ven i mange år.
Tilbage står spørgsmålet om Eva Tind gør Asta Nielsen en tjeneste ved at lade hendes telefonsamtaler komme på tryk. Man tror faktisk på Asta Nielsens modvilje mod naziregimet, men samtidig kan man ikke helt frigøre sig fra tanken om, at hun trods alt først forlod Tyskland, da store dele af hendes egen formue kom i fare. Og uanset hvad ville Asta Nielsen næppe havde set med milde øjne på det forræderi, som offentliggørelsen af disse telefonoptagelser indebærer, og i al fald modsat sig andres kommercielle udnyttelse af hendes private samtaler.
Om det så opvejer den kulturhistoriske relevans, som indeholdet af disse optagelser kan siges at have, må den enkelte afgøre med sig selv. Men selvom målet givet har været at give Asta stemme, så er og bliver det jo i sagens natur Eva Tinds stemme, vi hører i ASTAS SKYGGE. Men den kan også være interessant at lytte til.
