★★★★★☆
Forekom kulisserne i Jens-Jacob Worsaaes jordfarvede scenografi en smule slidte allerede på premiereaftenen, så giver det faktisk god mening, for hverken DON QUIXOTE eller historien om ham er af nyere dato. De overdådige kostumer dannede samtidig en konstruktiv kontrast til omgivelserne, og ved fremkaldelserne blev vi tilmed mindet om, hvilken udsøgt og stærkt savnet farvesans, der kendetegnede Jens-Jacob Worsaas værker.
Graham Bond havde godt styr på orkesteret denne aften, og kun tamborinspillerne på scenen savnede præcision.
Nikolaj Hübbe fortjener ros for en fin rollebesætning, men er hans koreografi reelt en en forbedring af den russiske original ? Det virker i al fald tankevækkende, at forestillingens højdepunkt blev Basils variation i andet akt, hvor Baryshnikov står anført som koreograf.
Basil ikke bare danses men også spilles sublimt af Jón Axel Fransson, der efter sin præstation i "Romeo og Julie" nu står som Den Kongelige Ballets mest lovende mandlige danser. J’aime Crandall er ham en teknisk velfundret partner af den mere kølige art, mens man får mere smæk for skillingerne hos Amy Watsons Mercedes, når hun danser med sin toreador (Ulrik Birkkjær). Også Josephine Berggreen, Silvia Selvini og naturligvis Ida Praetorius bidrager positivt til denne veludførte balletaften.
Både Don Quixote og Sancho Panza reduceres i denne balletversion næsten til bifigurer, men i det mindste fremstod både Mogens Boesen og Poul-Erik Hesselkilde fysisk fortrindelige til rollerne. Ludwig Minkus’ toner rummer også stadig netop den glød, der brænder i blikket hos DON QUIXOTE, da han med løftet kåre går til angreb. Også Nikolaj Hübbe slipper fra denne genopsætning med æren i behov.
