★★★★☆☆
Allerede fra start præsenteres vi for et umiskendeligt fallossymbol i form af en gigantisk stjernekikkert. Jo, Stefan Herheim lægger ikke fingrene imellem i sin grandiøse og groteske opsætning af Richard Strauss’ opera. Scenografen Heike Scheele har skabt en betagende stjernehimmel, men gradvist farves vort udsyn rødt af det blod, der flyder i kølvandet på denne SALOME.
En magtfuldt syngende Ann Petersen er til lejligheden udstyret med 40’er paryk a la Barbara Stanwyck i Billy Wilders "Kvinden uden samvittighed" ("Double Indemnity"), mens strutkjolen signalerer midt-halvtredserne. Resultatet bliver, at denne fuldmodne SALOME fremstår som en bizar blanding af Baby Doll og Baby Jane. Men om barnligheden og den kvindelige lidenskab fandt fodslag i Ann Petersens præstation kan afgjort diskuteres.
Johnny Van Hal slår ikke til – hverken sangligt eller spillemæssigt – som Herodes, mens det går bedre for den driftsikre Susanne Resmark i rollen som Herodias. John Lundgren gør det ligefrem glimrende som Jochanaan, og har den helt rette maskuline udstråling til rollen.
Psykologisk hænger forestillingen desværre ikke helt sammen, men man kan sagtens nyde de imponerende scenebilleder alligevel samt det velafstemte samspil mellem kor og sangere, som Michael Boder var ansvarlig for denne aften. Denne SALOME bliver dog i højere grad Stefan Herheims end Richard Strauss’.
