★★★★☆☆
Nej, DER KOMMER EN DAG er ikke en genindspilning af Sven Methlings Bodil-belønnede danske modstandsfilm "Der kom en dag" med John Wittig, Astrid Villaume, Louis Miehe-Renard og Kate Mundt. Det er derimod en uhyre grum skildring af livet på et børnehjem i 60ernes Danmark – delvist baseret på virkelige hændelser.
Historien fortælles i tilbageblik af en af skolens drenge, der især husker to brødre, som så bliver filmens egentlige hovedpersoner.
Instruktøren Jesper W. Nielsen synes desværre at undergrave de humanistiske kvaliteter, der ligger i Søren Sveistrup manuskript med den vellyst, hvormed han skildrer grusomhederne på børnehjemmet.
Både Lars Mikkelsen som forstanderen og Lars Ranthe som hans sadistiske håndlanger synes at være hentet blandt personalet i en nazi-lejr, og vi får naturligvis også den åbenbart obligatoriske pædofile lærer, som Søren Sætter-Lassen dog får givet et menneskeligt ansigt.
Gudskelov er der Sofie Gråbøl, der som den nye lærerinde skal forsøge at begå sig i en verden styrret af magttyrani, og hun bliver suverænt filmens mest intressante figur, og endnu en påmindelse om, hvor stor en skuespillerinde Sofie Gråbøl efterhånden er blevet. Solbjørg Højfeldt formår med få scener at tegne et portræt af den tilrettede kvinde, som Gråbøls lærerinde kunne ende med at blive.
David Dencik behøver heller ikke megen plads for at gøre indtryk som skarpt observerende inspektør og Sonja Richter har ingen problemer med at illudere svagelig mor.
Jesper W. Nielsen får også gode præstationer ud af filmens børn – ikke mindst hovedrolleindehaverne Harald Kaiser Hermann og Albert Rudbeck Lindhardt. Nielsen har desuden godt styr på hele det tekniske apparat, og som produktion betragtet er DER KOMMER EN DAG et flot stykke arbejde. Derfor ærgrer man sig også ekstra meget over den alt for effektelskende skildring af de grusomme begivenheder.
