★★★☆☆☆
Carina Randløv har begået en bemærkelsesværdig tre kvarter lang kortfilm om den omstridte medieperson Knud Pedersen. Man forstår sandelig godt, hvorfor Randløv har ladet sig fascinere af Knud Pedersen, der ikke blot var far til Klaus Riskjær Pedersen, men tilsyneladende havde viet sit liv til en række uopnåelige kunstrelaterede projekter.
Projekter, som det måske aldrig var hensigten at realisere, men som alene på konceptplan formåede at stille spørgsmålstegn ved autoriteterne og være stof til eftertanke.
Han ansøgning til stillingen som generalsekretær i Nato vakte opsigt – ikke blot fordi han i 2009 var 83 år gammel, men fordi han fastslog, at han havde "brugt en stor del af mit liv på forskellige gøremål, uden at det er lykkedes mig nogensinde at slå nogen mennesker ihjel. Men jeg vil gerne møde nye udfordringer."
Et forslag om at få Prins Joachim kåret til konge af Frankrig endte bl.a. på Mitterands skrivebord, og skabte stor debat – både her og der. Knud Pedersen anmodede desuden Dronning Margrethe om en to års strafnedsættelse af sønnens dom, og påtog sig selv en del af skylden, og påpegede, at de to år han havde siddet i fængsel som medlem af modstandsgruppen Churchill-klubben burde kompensere for det til fordel for sønnen.
Carina Randløv har talt med en række af de mennesker, der på den ene eller anden måde blev berørt af hans projekter – mest opsigtsvækkende H.K.H. Prins Joachim, men bortset fra optakten er det kommet relativt få bemærkelsesværdige billeder ud af det.
Måske var ideen om at leve en film om Knud Pedersen i virkeligheden bedst, og måske burde filmen være forblevet uopnåelig? Og dermed også anmeldelsen af den.
