★★★☆☆☆
Antonio Tibaldi og Alex Lora har begået en ganske hjerteknugende men også repetitativ dokumentarfilm om de jødiske tvillingebrødrene Shraga og Abraham. Brødrene har overtaget en i fordomstid ganske attraktiv lejlighed i Brooklyn efter de forlængst afdøde forældre, men har mildest talt ikke holdt rengøringen ved lige.
Da brødrene har fået påbud om at gøre noget ved situationen, er et helt rengøringshold iført beskyttelsesdragter rykket ind i lejligheden. Det viser sig, at lejligheden ikke blot er fyldt med affald men også bøger og møbler er gået i forrådnelse. Men derfor kan det godt være vanskeligt at skille sig af med sine ting, når man stammer fra en kultur, hvor netop historie, arv og tradition skattes så højt.
THY FATHER’S CHAIR er en vemodig film, men også en påmindelse om, hvad der kan ske, hvis man udelukkende helliger sig åndslivet og glemmer tilværelsens praktiske opgaver. Filmen er en passende indledning til Copenhagen Jewish Film Festival, og sender et klart budskab om nødvendigheden af fornyelse og ajourføring af de ortodokse samfund, der stadig lever i en verden af igår.
Man ærgrer sig over, at instruktørerne ikke i højere grad er kommet tæt på disse brødre, men i stedet bruger for megen tid på, hvad der skal smides ud og hvorfor. Selvom disse valg også siger en del om brødrene, bliver det i længden for mange gentagelser, og sympatien tilflyder snarere rengøringsfolkene i takt med at medlidenheden med brødrene vokser.
THY FATHER’S CHAIR får ikke perspektiveret sin historie ligeså imponerende som den amerikanske "Grey Gardens", der også beskriver groteske konsekvenser af menneskelig derut. Men vi når alligevel dybere ned end de amerikanske reality-serier, der slår plat på andres nedtur.
