★★★★☆☆
Rialto Teater er igen kommet på sporet af en succes, denne gang med udgangspunkt i Emma Gads tilsyneladende udødelige bog "Takt og Tone". Iscenesætteren Kamilla Wargo Brekling har sammen med ensemblet og koreografen Karina Dichov Lund udviklet et relativt stramt manuskript, der bl.a. ser på hvordan begreber som"takt" og "tone" påvirker vores opførsel idag.
Nøjsomhed præger scenografien, men Brekling og hendes skuespillere Maria Rich og Peter Zandersen går til opgaven med god energi. De får spidet alle vore mere eller mindre tåbelige ritualer mht borddækning og bordskik – både på tomandshånd og til fest. En stor del af publikum inviteres med til festen som papfædre, veninder eller fulde onkler, og vi får demonstreret, hvordan man i al fald ikke skal holde en bordtale.
Vores tvangstanker mht. at takke og undskylde for alt spides raffineret, ligesom der er velanbragte hug til vor adfærd i såvel trafikken som på internettet. Brekling undgår behændigt kønsklichéerne i rollefordelingen, hvilket også bidrager til at gøre teksten moderne.
Således spiller dygtige Maria Rich med stor vellyst både fuld madamme og kø-mennesket for hvem det lige slår klik, så hun må smide tøjet. Charmerende Peter Zandersen får både trykket den af i en velkoreograferet fødselsdagssang – til ham selv! – og vist en mere stilfærdig side af talentet, som manden, der på opfordring fortæller sine børns nye far, hvordan de små poder skal behandles.
Brekling får virkelig mindet os om, hvordan TAKT OG TONE stadig har noget at sige os idag, men vover samtidig at påpege, hvor vi faktisk godt kunne bruge noget mere pli. Stærkest da skuespillerne beder publikum forføje sig fra scenepladsen og trække fødderne op under sig. For selvom man egentlig har god plads, så har vi ikke nødvendigvis lyst til dele pladsen – selvom det i grunden både ville være taktfuldt og bidrage til den gode tone.
