ROBIN HOOD AND THE BABES IN THE WOOD

★★★☆☆☆

CTC (Copenhagen Theatre Circle) fortjener ros for at give københavnerne mulighed for at stifte bekendtskab med ægte britisk pantomime – på originalsproget. Man glæder sig ligeledes over den farverige rolleliste og den spilleglæde, man mærker i flere af de bærende roller.

Årets pantomime er ganske vist en lidt ujævn affære rent talentmæssigt og så lider den en del under, at den glemmer sin hovedperson. Faktisk går der henved en halv time, inden Robin Hood viser sig og resten af stykket indtager han en decideret birolle i forestillingen, så titlen forekommer temmelig misvisende.

I handlingens centrum står derimod "dangerous" Dave, og det er forestillingen godt tjent med, eftersom han spilles af en veloplagt Nicole Wardell. Josh Shires strutter i mere end een forstand af humør som den overraskende behårdede Nurse Molly med rød lokker og orange kjole. Nævnes bør også Aditya Kharkar som den grumme Sherif af Nottingham samt ikke mindst den kæreste ko ved navn Daisy.

Madara Devko som Maid Marion og Rachel Kador som Fairy sørger for, at vi også rent musikalsk får noget at glæde os over. Sangene er i år bl.a. hentet fra diverse Mel Brooks og Monty Python-værker bl.a. Broadway-hittet "Spamalot".

En spilletid på to en halv time virker også i år for langt, men Patrick Stack gør hvad han kan for at holde gryden i kog, og da forestillingen sædvanligvis starter klokken syv, behøver det ikke være alt for sent. før man er hjemme igen.

Man kan derfor roligt tage de lidt større børn med – det værste der kan ske, at de bliver en smule køns-forvirrede, men det synes bestemt ikke at være noget problem i denne sammenhæng.