NEDERLANDS DANS THEATER:

★★★★★☆

Shoot the Moon

Same Difference

Stop-Motion

Det Kongelige Teaters Gamle Scene byder på et bemærkelsesværdigt gæstespil fra Holland. Det drejer sig om den anerkendte NEDERLANDS DANS THEATER, et af tulipanlandets førende eksponenter for moderne dans. Vi bliver forkælet med tre små balletter opfindsomt koreograferet af Paul Lightfoot og Sol León, der begge stiller betydelige krav til dansernes præcision og graciøsitet.

Allerede ved første dans bliver det klart, at vi her har med uhyre stilsikre dansere at gøre, og SHOOT THE MOON fremstår med Philip Glass’ inciterende musik som et lille mesterværk. Tre forskellige rum med tre forskellige par glider forbi vore blikke på drejescenen, og vi mærker på skift lidenskaben og afstandene mellem danserne i et klaustrofobisk – næsten Strindbergsk – drama. Tre forskellige issolerede verdener og alligevel kun adskildt af en dør eller et vindue. Men benytter de – og vi – disse muligheder for kontakt?

SAME DIFFERENCE anråbes vi tilsynelandende om hjælp i et surrealistisk inferno af skrigende krigsofre. Igen skaber Philip Glass’ berusende toner et emotionelt grundlag for de stærke visuelle udtryk.

Ensemblets virituositet blev også understreget til sidst i STOP-MOTION, hvor dansere såvel som støvkorn hvirvlede rundt på scenen med samme umærkelige lethed og elegance, som vi mennesker forandrer os. Max Richters musik emmede af melankoli og afskeden med dette eminente kompagni var slet ikke let.