SKÆRMYDSLER

★★★★★☆

Gustav Wieds fortryllende een-akter SKÆRMYDSLER varer kun en times tid, men når alligevel at blive en stor fornøjelse. Kasper Wilton har fået pustet det værste støv af denne klassiker ved at rykke den op i tid, men det gør også kontrasterne mellem den unge studine Ellen og de to gamle tanter Clara og Hertha endnu mere markante. For trods den venlige titel, er SKÆRMYDSLER et sammenstød mellem fortid og nutid, og det bliver aldrig kedeligt at overvære.

Især ikke fordi Folketeatret har to fortrindelige tanter til rådighed. Malene Schwartz yder sin største scenepræstation i mange år som den dominerende Clara. Her er en myndighed med rod i en glemt verden, og samtidig en livsklogskab gemt bag den tilsyneladende stålsatte fremtoning. Overfor hende leverer Sonja Oppenhagen aldeles yndigt komediespil, når hun ganske forgæves prøver at styre sine bevægelser.

Helt imodstålige er de, da der kommer herrebesøg, nemlig selveste professor Petersen (Preben Kristensen i en fint afstemt og klædeligt neddæmpet præstation). Da lader Kasper Wilton sine erfarne skuespillerinder folde sig ud i et forrygende fysisk spil om slet skjult begær. Det har vi aldrig har set så tydeligt fremstillet før, men der synes at være belæg for det i teksten.

Vi må ikke glemme Mathilde Norholt, der med sødme og friskhed virker helt rigtig i rollen som Ellen – og så klæder hun forestillingen. Folketeatret har med andre ord endnu en velfortjent succes på hænderne.