DAGENS KAGE ER EN TRÆSTAMME

Performance & udstilling af Hotel Pro Forma

Kunstforeningen Gl. Strand

★★★★★☆

Kunstforeningen Gl. Strand ligger deres smukke hus til en bemærkelsesværdig performance & udstilling af Hotel Pro Forma, der i år kan fejre 30 års jubilæum.

Teatrets kunstneriske leder Kirsten Dehlholm, der tidligere på året modtog årets æres-Reumert, har selv iscenesat så fortid og nutid spiller sammen. Vi præsenteres for billeder men også for ord fra en lang række af de over 50 produktioner, som det efterhånden er blevet til – men sat ind i en anden sammenhæng, der tilfører dem nyt liv.

Videoprojektioner bevæger sig henover forestillingsfotos og skaber en helt tredje dimention, en fysisk fornemmelse af før og nu. Man får også selv mulighed for at røre ved og udvælge citater fra forestillinger via nogle gigantiske tekstdokumenter.

Gennem såkaldte ørebøffer kan du modtage musik, mens du har mulighed for at opleve uddrag af en forestilling, men du kan også bevæge dig en etage op, hvor to oplæsere i hver sit ensuite-rum på skift læser uddrag fra skiftende forestillinger i smuk samklang.

Selve teatrets magi præger et rum, hvor farvet lys, strålende dyrefigurer og flydende væske med stemmer fra dybet skaber en unik stemning, der så bevidst punkteres i glimt, når hverdagens lys indfinder sig.

Mere traditionel virker en uvilkårlig billedstrøm af forestillingsfotos, hvor man har mulighed for at opleve et kort deja vue fra sin favoritopsætning. Performance-udstillingen ville dog ikke være ægte Dehlholmsk, hvis ikke den rummede hemmeligheder, og udstillinger har da også et hemmeligt rum, som kun bliver synligt for den opmærksomme tilskuer.

www.glstrand.dk