LIGE OM LIDT BLIVER ALTING MEGET SJOVERE

★★★★★☆

På det hyggelige teater Momentum i Odense byder den kunstneriske leder Jacob Stage på moderne hybridteater i egen iscenesættelse. Han tager udgangspunkt i digteren Lone Hørslevs billedstærke sprog, og samarbejdet har tydeligvis været frugtbart.

Rikke Juellunds meddigtende scenografi transporterer os til et gammeldags ishus i det danske sommerland, der muligvis aldrig har eksisteret. Her møder vi fire unge mennesker i hvert deres tomrum.

De prøver at kommunikere, men det går ikke så godt. Solveig Sandnes sanselige musik gør det dog lettere for ordene at komme ud, og kropslige krampetrækninger afslører både lyst og behov for at nå hinanden, men desværre ikke evnen.

Det kommer der nogle forunderlige situationer og foruroligende scenebilleder ud af, men firkløveret Malte Joe Frid-Nielsen, Xenia Noetzelmann, Anete Jensen og Christian Gade Bjerrum får alt til at fungere med et fysisk overskud og en lavmælt poesi, der berører os.

Malte Joe Frid-Nielsen er både skrøbelig og yndig som den unge mand, der ikke kan genkender ansigter – end ikke sit eget. Xenia Noetzelmann imponerer sprogligt både på dansk og tysk som den intelligente pige, der ikke kan give sig hen, Den lune Christian Gade Bjerrum åbenbarer varme i såvel sangstemme som sind. Endelig giver et Anete Jensen et kært portræt af den sårbare pige, der tror hun smiler, men som ret symptomatisk har lidt for travlt med at give andre komplimenter. Fire sarte sjæle, som vi tager med os ud af mørket.

LIGE OM LIDT BLIVER ALTING MEGET SJOVERE – men det gør det naturligvis ikke. For uanset hvor meget disse mennesker drikker og danser, så ændrer det ikke ved deres ensomhed – snarere tværtimod. Og når musikken stopper, rammer visheden om at være alene dobbelt så hårdt.

LIGE OM LIDT BLIVER ALTING MEGET SJOVERE fremstår som en frisk og fri forestilling, der allerede har placerer sig blandt sæsonens bedste teatertilbud i provinsen. Godt at CPH STAGE sikrer, at forestillingen også kommer til København først i juni for at spille på Teater Grob.

Teaterkatten burde dog komme til Odense i år. Fornyelse kan være et stort ord, men her virker det faktisk på sin plads.