★★☆☆☆☆
Den nye ledelse på Betty Nansen Teatret mangler ikke mod. Deres seneste livtag med Prometheus-myten (eller rettere: myterne) på Edison-scenen kræver dog et vis forhåndskendskab, hvis man vil have fuldt udbytte, og man kan bestemt ikke beskylde instruktørerne Awst & Walther for at lefle for publikum – snarere tværtimod.
Duoen lader en kvindelig danser og to mandlige skuespillere agere Prometheus i et meget fysisk direkte udtryk, der på godt og ondt giver baghjul til teksten. Koreografien, som danseren Sigal Zouk står som ansvarlig for til Anders Reihses elektroniske lydkulisse, synes udsprunget af en næsten barnlig nysgerrighed, men noget helstøbt indtryk gør den ikke. Målet har muligvis været at afsøge nye teatralske udtryksformer et sted mellem dans og skuespil, men bliver i højere grad en stiliseret kunstinstallation og i mindre grad teater for og med levende mennesker.
Andreas Jebro stiller sig ellers fuldstændig til rådighed for rollen som Prometeus og bliver i kraft sit stærke kropssprog forestillingens monumentale – og skulpturelle – centrum. Scenen hvor de to øvrige medvirkende lader ham forvandle sig fra menneske til statue, henter inspiration i nogle af de ældste Prometeus-myter, der hævder, at Prometeus skabte mennesker af ler. Men ellers kniber det med at danne magiske scenebilleder, selvom mændene står på tæer og slæber rundt på metalrør – Prometeus i lænker? Og først mod slutningen får ordene en smule vægt i munden på den godmodige Joachim Fjelstrup, men da har man allerede hægtet en del af publikum af.
PROMETEUS.NU kan i bedste fald opleves som et forfriskende forsøg på at gå nye veje med dansk teater, men noget vellykket forsøg har man svært ved at se det som – dertil virker resultatet al for kunstfærdigt og selvtilstrækkeligt.
