★★★★☆☆
Opsætningen af LA TRAVIATA i Operaen udmærker sig ved en betagende lyssætning og en flot, relativ moderne scenografi samt velsiddende kostumer. Dirigenten Giacomo Sagripanti forstår også at tilføre værket en musikalsk friskhed sammen med det velklingende orkester.
Iscenesættelsen er af David Radok "ved" Natascha Mertherell, hvilket kan betyde, at Natascha Mertherell har stået for denne indstudering ud fra David Raddoks iscenesættelse. Under alle omstædigheder fremstår resultatet pænt og nydeligt, og så vil mange sikkert være tilfredse.
Men det kan ikke nægtes Myrtò Papatanasiu havde problemer med sin koloratur i første akt, hvor også Peter Lodahls vibrato tog overhånd. Men parret kom smukt tilbage i andet akt. Sangligt fungerede 3. akt ligeledes upåklageligt, mens ikke alle blev berørt af spillet. Lodahls kropssprog savnede denne eftermiddag den altopslugende lidenskab og flere af Myrtò Papatanasiu fagter forekom unødigt teatralske. At de to sangere dog klædte hinanden er dog hævet over enhver tvivl.
Men det var fortjent, at Dimitris Tiliakos løb med aftenens største bifald som faderens Giorgio Germont. Her passede det lidet bevægelige kropssprog til karakteren, og stemmen havde både kraft og fylde.
Morten Staugaard stod for en munter lille vignet som Dr. Grenvil, men man havde foretrukket at iscenesætteren havde afholdt sig fra det afsluttende kys, her blev en let spøg pludselig unødig plat.
LA TRAVIATA skal nok gøre lykke hos mange, men ikke hos alle. Fordi man ved, at de to hovedpartier både kan synges og spilles endnu finere. Men koret i Operaen har stadig international klasse, og Giuseppe Verdis udødelige toner formår atter engang at fornøje sjælen.
