TIVOLI HAR ÅBEN

Selvom temperaturerne faktisk er lavere end da man slog dørene op for julemarkedet, så har Tivoli fra torsdag d. 11. april officielt åben. Græsset er ganske vist endnu ikke helt grønt og blomsterne er endnu ikke sprunget ud, men stemningen i haven er intakt.

Blandt de mnge nye tiltag, som man præsenterede ved et pressemøde på Tivolis hyggelige familierestaurant "Italia" er
den drabelige karrusel Artila. Navnet betyder "ørn" på latin, og er da også udsmykket med gigantiske ørnehoveder, og man bliver da også luftet gevaldigt, når to-mands-vognene snurrer rundt om sig selv, mens karrusellen drejer. Det var de færreste journalister, der turde prøve, men Tivoli-garderne var mere seje, og dommen var klar: "Super-nice, men lidt for kort".

Tivoli har udvidet i hjørnet omkring Artila – og resultatet er blevet en lille Tycho Brahe-oase. Her kan man nyde usædvanlige soft-ice fra Ismejeriet med bl.a. hindbær-lakrids og krydre den med både månedrys og stjernestøv. En anden mulighed er at besøge bolcheriet i et skønt lille murstenshus, der rummer et utal af bolcheblandinger bl.a. Pjerrots favoritter.

I løbet af sommeren bliver der mulighed for et gensyn med Sting på plænen, med mindre man foretrækker at gå indenfor til en af de mange klassiske koncerter i koncertsalen. Man kan også vælge at nyde akustisk musik i glassalen, når man har prøvet det antal forlystelser, man orker.

.

På Pantomimeteatret vil der være premiere på endnu en forestilling med scenografi af Dronning Margrethe, nemlig H.C. Andersens "Den standhaftige tinsoldat". Og takket være børnemusicalen "Rasmus Klump" og Bent Fabricius-Bjerre musicalen "Jukebox" skulle den gamle have, der i år fylder 170 år, også på den front kunne tilbyde noget for alle aldre.