★★★★★☆
Nørrebro Teater har med vanlig frygtløshed kastet sig over en af de store klassikere, denne gang gælder Charles Dickens Oliver Twist, der selvfølgelig kommer til at hedde Oliver With A Twist. Resultatet er blevet en overdådig, sprudlende forestilling, der uforfærdet blander teater, sang og musik med dans og gøgleri. Ikke alt lige indarbejdet i helheden, men det samlede indtryk er alligevel et overflødighedshorn af fantasifulde indfald, at man bør overgive til de medvirkendes energi og opfindsomhed.
Oliver-figuren spilles på skift af ensembles medvirkende, men centralt i forestillingen står alligevel den godmodige stand-up’er Rune Klahn og hans tryllerier. Mindst lige så imponerende er Annika Aakjær, hvis stemme har sin helt egen magi. Og i de flot koreograferede dansenumre slår især Anders Skat og Christel Stjernebjerg gang på gang benene væk under publikum. Forestillingens ubetingede stjerne er dog den lille norske Sigrid Husjord, der fik sit kunstneriske gennembrud i Guldfeber på Ny Avenue sidste år. Denne gang synes også den folkelige succes at være i hus at dømme efter publikums reaktion. Med en fræsende energi, en stemme, der går gennem marv og ben samt et sublimt spillemæssigt vanvid kaster hun sig ud i et væld af roller, så man bare måbende må se til, mens lattertårerne triller ned af kinderne.
Selvom det er først på sæsonen, synes Reumert-kategorien for bedste kvindelige birolle allerede at have fået en favorit. Eneste alvorlige minus ved forestilling er de belærende tekster, som især er lagt i munden på Per Helge Sørensen og som på demagogisk vis understreger de allerede indlysende paraleller til nutiden. Lad publikum tænke selv, tak 🙂 Men selvom instruktøren Heinrich Christensen næsten glemmer Oliver-figuren i 2. akt., så må forestillingen betegnes som hans hidtil bedste efter sidste sæsons fæle forsøg på at levendegøre myter fra den danske film og teaterbranche. At Nørrebro Teater har et hit denne gang bør der ikke herske tvivl om.