★★★☆☆☆
Historien om den kidnappede pige Natascha, der tilbragte en årrække i fangenskab, gik verden rundt og derfor var det vel kun et spørgsmål om tid, før den blev til en spillefilm.
Heldigvis er filmen 3096 DAGE ikke så dårlig som man kunne frygte, det følsomme emne taget i betragtning. Historien om pigens lange isolation må siges at være grundlæggende godt stof, omend ikke nødvendigvis på film. Den stiller i al fald store krav til instruktørens og fotografens visuelle opfindsomhed, hvis ikke publikum skal kede sig, men det retfærdiggør på ingen måde de mange billeder af en topløs Natascha. Her løber filmen ind i et af flere etiske problemer, og det hjælper heller ikke, at man i pressematerialet gør et stort nummer ud af at retfærdiggøre flere af filmens andre ubehagelige scener. Man priser sig blot lykkelig over, at det ikke er ens egen datter, der spiller med i den film.
Instruktøren Sherry Hormann har valgt at lade to piger agere Natascha, og både Antonia Campbell-Hughes og Amelia Pidgeon lider upåklageligt. Man kan ikke bebrejde dem, at de end ikke ligner hinanden, og der er bestemt mere end nogle få år imellem dem, da man pludselig springer i handlingen for at retfærdiggøre udskiftning af skuespillerinde.
Thure Lindhardt giver et troværdigt portræt af kidnapperen, selvom det virker underligt, at han taler engelsk, når man nu ved, at handlingen udspiller sig i Østrig og at han også behersker det tyske sprog. Værst går det dog Trine Dyrholm, der i rollen som Nataschas mor ikke bare belemres med karrierens mest uklædelige kostumer, men også bliver eftersynkroniseret på lidet elegant vis.
3096 DAGE nedtoner i sin handling al mediehysteriet omkring sagen, hvilket forekommer noget paradoksalt, når en spillefilm om emnet i sagens natur øger presseomtalen. Så måske man i virkeligheden gjorde både Natascha og sig selv en tjeneste ved at lade hende – og filmen – i fred? I stedet burde man anskaffe sig William Wylers klassiker "Offer for en samler", hvor samme emne fremstilles mere medrivende.
