★★★★☆☆
Bornholmer-krøniken på Rønne Theater har været et interessant og ganske vellykket projekt. Først kom "Bedrag", så fulgte "Fisk" og nu følger så trilogiens sidste stykke, der har fået titlen SNE.
Dramatikeren Rhea Lehman opnåede en velfortjenet Reumert-nominering for "Leve Livet", der ligeledes spillede på Rønne Theater, og selvom hendes seneste stykke ikke helt når det samme kunstneriske niveau, så er det alligevel et dristigt forsøg på at bryde med den realisme, der i al for høj grad får lov til at dominere i ny dansk dramatik.
Handlingen udspiller sig i 2010, hvor hele Bornholm var lammet på grund af et massivt snefald i juleferien. Vil man se dokumentation, kan man passende besøge teatrets hyggelige gårdhave, hvor en lang række store fotos vidner om en ø med trafikale udfordringer på grund af snevejr.
Ægteparret Alice og August Erik bor i et hus midt i skoven, men alt er ikke lutter idyl. Deres barn "Bæk" er strandet i Sverige på grund af snestorm. Alice har også fået nok af sin mands økonomisk håbløse projekter, og selvom hun stadig elsker ham, har hun i et svagt øjeblik haft en affære med hans bedste ven.
Tilfældet vil, at vennen aflægger dem et besøg juleaften, og kan pludselig ikke komme derfra på grund af snefald. En tilsyneladende ung pige med en stadig mere aparte opførsel ender også med at overnatte i huset, og pludselig er et projekt om trolde-tracking mellem August Erik og hans ven i fare.
De klimamæssige perspektiver i stykket virker en anelse påklistret, men når forestillingen alligevel når i mål, skyldes det blandt andet, at iscenesætteren Rhea Leman ved, hvad hun vil med teksten.
Rhea Leman er også en fin personinstruktør, og
Mads M. Nielsen fremstår faktisk endnu bedre end sin rolle. Denne August Erik er i den grad klar over, at han ikke er nogen succes i denne verden, men han har hjertets renhed og vi kan ligesom hans kone heller ikke lade være med at holde af dette sympatiske skvat. Mads M. Nielsen udstiller uforfængeligt og med velgørende lune karakterens svagheder, men han får også tragedien med hos denne mand, der er ude af stand til selv at komme ud af sin krise.
Rollen som Alice forekommer mere eenstrenget, hun beklager sig i et væk og bekymrer sig om alt. Mette Marckmann giver hende en vis værdighed, men hendes Alice synes desværre ikke at have humoristisk sans. Bedre går det for Alexander Clement som den selvfede "ven", der ikke blot boller sin ven August Eriks kone, men også prøver at stjæle August Eriks ide.
Emma Silja Sångren virker som om, at hun kommer fra en anden verden, og det er der faktisk en god pointe i. Hendes imponerende kropslighed udløser desuden spontant bifald i fra publikum.
Selvom trilogien er slut, er vi stadig klar på flere historier fra og om Bornholm. Vi må derfor håber, at man også fra lokale side bakker tilstrækkeligt op om flere Bornholmske teaterprojekter, da det har vist sig at være en glimrende måde at udbrede kendskabet til historien på denne dejlige ø.
(Michael Søby)
