MUSEUM FOR FREMTIDEN

★★★☆

Teatret S/H byder på intet mindre end et Museum For Fremtiden. I strømpesokker iført hovedtelefoner tripper vi nu rundt i museets lokaler, hvor vi møder originale kunstinstallationer af billedkunstnerne Ferdinand Ahm Krag, Helene Nymann og Studio ThinkingHand i en sanseåbnende scenografi af Franciska Zahle og Helle Damgård.

En sødladen ung pigestemme fremfører en tekst, som det ikke lyder som om, at hun selv har skrevet. Så er det svært at give sig hen til at skabe en ny verden med hende, hvor frustreret hun end måtte være over den gamle.

Ordene stammer fra Christian Lollike, der også har stået for iscenesættelsen. En begavet teatermand, der her kommer til at spænde ben for sine egne intentioner. Selvfølgelig er der passager i teksten man godt kan nyde, selvom man ikke et sekund tror på det pigebarn, der fodre os med informationer. For tag ikke fejl – vi skal belæres. På den der løftede pegefinger-agtige klimabevidste facon, man meget hurtig bliver så forfærdelig træt af.

Når Lollike påpeger, at "dit mausoleum er mit museum", har han faktisk en god pointe. Men når den sukrede lillepige stemme filosoferer over, om planter og dyr ikke burde have stemmeret i parlamentet, overvejer man at kyle sine lyttebøffer hen ad gulvet, og blot nyde den organiske scenografi.

Dermed bliver MUSEUM FOR FREMTIDEN desværre kun en halv oplevelse. Bestemt ikke uinteresant, og så varer den kun en time og ikke halvanden, som det står på teatrets hjemmeside. Een time kan man godt ofre på fremtiden.

(Michael Søby)