★★★★★☆
Filmlandet Bhutan overraskede ved at opnå deres første Oscar-nominering nogensinde – i kategorien bedste internationale film. At det tilmed viser sig ikke at være en hul politisk gestus, men en uhyre velfortjent anerkendelse, gør at publikum virkelig bør prioritere denne i sandhed enestående filmoplevelse, der er umiddelbar tilgængelig, underfundig morsom og bjergtagende smuk.
Ugyen er en ung mand – ikke ulig så mange andre unge mænd, der drømmer om et liv som sanger, og som har svært ved at finde sig til rette i den lærergerning, der er blevet ham forundt. Men hvis han vil gennemføre sin uddannelse, skal han acceptere at blive udstationeret et skoleår i Lunana, der ligger flere dages vandring fra nærmeste flække, uden internet og elektricitet.
Ugyen er lige ved at opgive, men behovet for en ny lærer er tydeligvis stort, og den betagende natur samt en sød pige gør heller ikke stedets tiltrækning mindre.
SKOLEN VED VERDENS ENDE er en visuel åbenbaring og en livsklog dannelsesrejse om at blive voksen og påtage sig et ansvar. Filmen tjener også som turistreklame for et relativt ukendt land i filmsammenhænge, men Pawo Choyning Dorjis film er langt mere end det. Den debuterende instruktør undgår tom sentimentalitet, men berører derimod nogle dybe menneskelige behov. Temaer som nærhed og empati snor sig som røde tråde gennem handlingen.
SKOLEN VED VERDENS ENDE har åndelige kvaliteter, der ligger på linje med de billedlige, og det er lige før, at man selv får mod på at tage på en tur op til den skole, der for altid kommer til at præge Ugyen. Respekten for den kvalificerede undervisning præger heldigvis ikke kun ham – men også publikum.
Og hvem skulle tro, at man flere dage senere stadig nynnede en bhutansk hyrdesang – med et lille smil på læben og et blidere livssyn i sjælen. SKOLEN VED VERDENS ENDE er intet mindre end et filmisk mirakel.
