DOCTOR STRANGE IN THE MULTIVERSE OF MADNESS

★★★☆☆☆

Fans af disse Marvel-film har ventet længe på efterfølgeren til "Doctor Strange", men nu er der har altså – 6 år efter. Var den værd at vente på? Nja…

Med Loki som manuskriptforfatter og Sam Raimi (manden bag de tre første film om "Spiderman) i instruktørstolen er man i det mindste sikret en vis loyalitet.

En spilletid på lidt over to timer er også acceptabel, men spørgsmålet er, om man ikke efterhånden er blevet småtræt af denne form for underholdning? Filmene ligner hinanden, og selvom både sminke og effekter tilhører topklassen, bliver historien rigelig fortænkt undervejs. Og det kan hverken en blæksprutte-agtig kyklop eller et ekstra øje lave om på.

Det er ikke første gang, at Benedict Cumberbatch låner sit talent til et projekt, der ligger under hans niveau, men han har formodentligt fået det godt betalt og giver da også filmen et anstrøg af klasse, som den ikke kunne undvære.

Elizabeth Olsen fungerer primært som visuel effekt, og det er langt fra alle dramatiske scener, som hun formår at give den fornødne tyngde. Xochitl Gomez og Benedict Wong synes primært hyret for at sikre en vis etnisk diversitet, og det kan man mene om, hvad man vil.

Rachel McAdams tilfører filmen en tiltrængt menneskelig varme. Uden hende og Cumberbatch vil filmen blot have været et køligt opvisningsnummer, og så er det, man får lyst til at ringe til "Spiderman", der altid er garant for noget umiddelbart genkendeligt, vi kan relatere til.

Alene titlen DOCTOR STRANGE IN THE MULTIVERSE OF MADNESS indikerer, at prætentionerne begynder at præge Marvel-universet. Er man stadig i stand til at forny sig`?