-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

GESTAPOS FANGELEJRE

I DANMARK

af

Henrik Skov Kristensen

Forlaget Gyldendal

 

★★★★★★



Alle kender de gruopvækkende billeder af koncentrationslejrfanger fra Anden Verdenskrig.
Udmarvede kroppe reduceret til skind og ben.

Billederne er ikoniske, og står som et nedrigt emblem
på det barbari krigen førte med sig. Lejrene befandt sig overvejende i Tyskland og Polen, men i
Danmark fandtes tilsvarende lejre. Ikke udryddelseslejre, men politiske fangelejre. De mest kendte er Horserød- og Frøslevlejren. Her blev fanger interneret under Besættelsen. Senere blev flere transporteret til koncentrationslejre i Tyskland.

Historikeren Henrik Skov Kristense har skrevet et mastodontisk værk om de to lejre, der nærmest
kan regnes for en og samme lejr. Titlen på bogen er da også GESTAPOS FANGELEJRE I DANMARK.
742 sider spækket med informativ tekst, relevante billeder og diverse tegninger.

Kristensen er historiker med speciale i besættelsestiden og var museumschef for Frøslevlejrens Museum i mange årtier indtil sommeren 2021. Hans bog er til dels et klassisk forskningsværk, men egner sig også som formidling til en bredere kreds. Nogle læsere vil muligvis finde detaljegraden lidt for krakilsk og småtung, men dem om det.

Rygraden i bogen er de mange førstehåndskilder i form af dokumenter, rapporter og breve. De
indflettes naturligt gennem hele værket og suppleres af Kristensens prosa. Der berettes i et detaljeret
og kyndigt sprog.

Trods de dramatiske omstændigheder gør Kristensen ikke en dyd ud af at dramatisere begivenhederne. De to mest dramatiske episoder i bogen udover deportationerne er ret beset nedskydningen af en fange, fordi han kom for tæt på pigtrådshegnet, og to fangeflugter hvoraf den ene lykkedes.

På papiret var det den danske regering, der stod for forvaltningen af lejrene, mens tyskerne i form af
af Gestapo stod for bevogtningen. Gestapo er en forkortelse af det tyske Geheime Staatspolizei,
altså det hemmelige statspoliti. Deres opgave var at opspore og bortskaffe politiske modstandere.
Den berygtede organisations grundighed og ondskabsfuldhed blev afspejlet i lejrenes mange
reglementer og straffeudmålinger.

Kristensen konkluderer stadig, at trods de forfærdelige forhold gjorde lejrene paradoksalt nok en forskel, fordi de forhindrede flere af fangerne i at blive sendt til udryddelseslejre i Tyskland. Man
bør dog ej glemme, at i de to lejres levetid blev der sendt mere end 2000 fanger til udryddelseslejre
i Tyskland. Mange af dem var jøder.

Først sad fangerne i Horserød, men den blev nedlagt i 1943 grundet pladsmangel, og fangerne blev
overført til den nybyggede lejr – Frøslevlejren. I krigsårene var omkring 8.000 fanger interneret.

De faldt i forskellige grupperinger. Eksempelvis modstandsfolk, politifolk, vanekriminelle og et stort
antal kommunister. Andre var jøder, der ikke var sluppet væk med båd til Sverige. Sidst men ikke mindre væsentligt var, at henved 300 af dem kvinder. De levede dog ret isoleret,
hvilket der berettes om i et særskilt kapitel.

Den brogede skare af fanger skabte et sindrigt
fangehieraki, hvor de vanekriminelle var nederst på rangstigen. For at skille dem fysisk ud fik de
alle hanekamsfrisure. I bogen optræder flere fangefotos og kendetegnede for bogen er dens glimrende evne til ikke blot at skabe et større billede af lejren, men ligeledes tegne et mindre billede
af de enkelte fangers liv og dagligdag.

Efter sin pensionering har Kristensen sat et endeligt og fornemt punktum for sit virke som historiker
i form af GESTAPOS FANGELEJRE I DANMARK. Det må uden tvivl være det definitive værk
om de to lejre.

 


(Gæsteanmelder: Niels Roe)





 

I