HOLBERGS YNGEL

af
Skalken Falken

Forlaget EC Edition

★★★★☆☆

Forfatteren Ludvig Holberg er berømt for sin evne til at hudflette og latterliggøre magthavere, megalomaner og menigmand. Ingen teatersæson i Danmark uden en god håndfuld opsætninger af Holbergs stykker – fra hovedstad til provinsby.

Alle de store skuespillere og instruktører har prøvet kræfter med Holbergs figurer fra Jeppe til Rasmus Berg. Men hvis man i dag skal pege på én, hvis liv næsten er blevet synonym med Holberg, må pillen pege på Skalken Falken.

Det borgerlige navn bag Skalken Falken er Niels Vandrefalk, og i en menneskealder har han viet størstedelen af sin tid til at opsætte Holbergs stykker over det ganske land. Det er sket i forskellige rammer – via Banden og Teatret Møllen og senest HolbergTeatret i Sorø.

Man bliver næsten helt forpustet af den iværksætterlyst og dedikation. I den kunstneriske og mildest talt eksperimenterende erindringsbog HOLBERGS YNGEL føres læseren med på en anderledes og fantasifuld rejse. En rejse der finder sit stof i mytologiens verden og fra den levede virkelighed. Det er langt fra en traditionel erindringsbog, hvor der ofte står en smuk strålekrans om hovedpersonens liv og levned. Det er nærmere en bog, der låner og står i gæld til Holbergs vittige og vidtløftige univers.

HOLBERGS YNGEL har fået den spøjse genrebetegnelse autotiktivt værk. Hvad det helt betyder er ikke indlysende, men når man læser den, er man ikke i tvivl om, at det hænger glimrende sammen med værkets fragmenterende og frapperende form.

Skalken Falken er som nævnt et pseudonym, men man køber hurtigt bogens bærende ide og savner faktisk ikke, at bogen deler mere ud af personlige oplysninger og anekdoter, om personen bag det underfundige kunstnernavn.

Der er ikke altid lige let at finde hoved og hale i bogens handling, men den springende og komiske form har alligevel både berettigelse og underholdningsværdi. Dertil minder den om Holbergs mesterværk ”Niels Klims underjordiske rejser”. Det er derfor oplagt, at læseren møder Niels Klim på rejsen. At bogen er skrevet i Holbergs ånd og med samme fortællestil, er der ingen tvivl om.

I den bagerste del af bogen finder man en imponerende samling af fotografier og udklip fraforestillinger og forberedelser. Hvis man kender til de enkelte opsætninger og har videre kendskab til Skalken Falken, må dette materiale siges at være lidt af en guldgrube.

HOLBERGS YNGEL leger med biografigenren på finurlig vis, hvilket gør den til et interessant bekendtskab. Hvis man kender til stykkerne og ikke mindst Holberg, er det en kæmpe fordel, da bogen ikke er en introduktion, men nærmere en fuldtonet hyldest til Holberg.

(Gæsteanmelder: Niels Roe)