-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

LIVSTIDSGÆSTERNE

★★★★★

Hvor de fleste af de københavnske teatre i øjeblikket tager livtag med de store dramatiske klassikere, vover Betty Nansen at præsenterer en spritny komedie kaldet LIVSTIDSGÆSTERNE.

Dramatikeren Line Knutzon kan noget med ord. Ingen formår som hun at flette Cliff Richard ind i en historie om en dødsulykke i bjergene, og når hun serverer verbal kødsövs, så klukkes der af latter i hele salen på Betty Nansen Teatret denne premiereaften.

LIVSTIDSGÆSTERNE kan betegnes som Line Knutzons mest ambitiøse stykke i årevis. Et bizart mikrokosmos, der spejler vor tids dårskaber: Vi har lært at hele at ignorere vores enorme individuelle gæld og mestrer nu helt kunsten at fortrænge. Vi er principielt for fordybelse i kunst og forståelse af andre kulturer, men vi orker det bare ikke. Andres succes på boligmarkedet piner os, fordi det river op i sår, der bare ikke vil hele. Vi er tilhængere af demokrati, så længe vi får vores vilje, og det er derfor fuldt forsvarligt at tromle sine meninger igennem i afgørende situationer.

Hver af de seks skuespillere på scenen synes at afspejler sider af vores ikke altid lige flatterende personligheder.

Nils Ellegaard som den regelrette, Ena Spottag som den tvære, Maria Rossing som den hidsige, Xenia Noetzelmann som den overlegne, Tryggvi Sæberg Björnsson som den mondæne (der besvimer med stor overbevisning ved enhver udfordring) og - sjovest af alle - Elliott Crosset Hove som den så godt som sindsyge, for hvem det hele tilsyneladende har slået klik for længe siden.

Iscenesætter Elisa Kragerup får disse aspekter i et moderne menneskesind til at fungere som en helhed, og det er i sig selv beundringsværdigt. Karin Gilles scenografi spærer dem inde i et forladt kontor, der udvider sig i takt med at bunken af regninger vokser. Der er gået hul på E-boksen.

Det kan dog ikke nægtes, at der også er noget anstrengt og fortænkt over forestillingen. Når virkemidlerne gentages for ofte, så stivner smilene. Den urkomiske lethed opleves primært i momenter og skuespillernes hårde arbejde bliver i for høj grad synligt - selv i en forestilling på under halvanden time.

Men selvom LIVSTIDSGÆSTERNE kun kan siges at være delvis vellykket, så er den alligevel så spændende et udspil med så mange præcise hip til vores selvforkælelse, at vi gerne tager de stivnede smil med. Måske giver de netop stof til eftertanke?

 

(Michael Søby)


 











 

I