-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

REVYLUTION

- EN ANARKISTISK REVY

★★★★★

I hjertet af Odense finder man ikke kun et nyt mikrobryggeri, men også et Beer & Food Lab ved navn Anarkist. Her serveres byens bedste øl i et vidunderligt rustikt rum med højt til loftet, og Michelin-kokken Henrik Jyrk har kreeret en sublim menu som optakt til den lille revy i lokalerne ved siden af. Mens vi spiserl sørger revyholdet (via tv-skærme) for, at vi får smagt på det store og alsidige repertoire af øl og samtidig kommer i den helt rette revystemning.

Corona-sikkerheden er i top uden at den virker for påtrægende, inden det sympatiske og veloplyste personale guider os ind til revyen.

Det store åbningsnummer er strøget, modsat bagtæppet, men det gør intet, for de tre medvirkende sprudler af god energi. Iscenesætter Lars Arvad sørger for, at der er fart over feltet, og vi savner ikke nogen pause, for der er faktisk ingen dårlige numre i denne revy.

REVYLUTION - EN ANARKISTISK REVY består både af gammelt og nyt, men med en frisk tilgang til stoffet og nogle uhyre velvalgte tekster og kostumer. Tonen er lidt vildere, skarpere og - nåh ja - anarkistisk end til Sommerrevyen, men kors hvor det klæder de medvirkende.

Med forbilledlig præcision leverer Lars Arvad to tekster af den guddommelige rimsmed Carl-Erik Sørensen. Arvad får også lejlighed til at lufte sin fyldige stemme - ikke mindst i den afsluttende hyldest til revyens sponsorer. Et skønt gakket nummer, som får lattertårerne til at trille.

Sara Gadborg, der bl.a. har medvirket i Pejseshowet i Brædstrup, skulle have haft sin officielle revydebut i Rottefælden, men det fik coronaen desværre sat en stopper for. Nu springer hun derimod ud som revystjerne i Odense - et veritabelt gennembrud, der viser hendes store musikalitet og hendes charmerende lune. Med kapelmester Morten Wedendahl i ryggen, synger hun pragtfuldt både en herlig countrysang og en smuk hyldest til Bent Fabricius Bjerre. Virtuost veksler hun mellem diverse pophits som datingpige med en sang til hvert øjeblik.

Henrik Lykkegaard har bl.a. skrevet de vittige tekster til nogle tv-indslag med relation til Corona-nedlukninger. Lykkegaard får også lejlighed til at vise, hvorfor han med rette regnes for vores mest alsidige revykunstner med et højdepunkt som Jimmy, en mesterlig inkarnation af diverse bonderøvs-trubadurer. Den glimrende tekst? Den er naturligvis også forfattet af Henrik Lykkegaard.

Lars Arvad og co. kan virkelig tillade sig at være stolte over denne revycocktail, som man uden tøven må betegne som årets sjoveste revy. Det lover godt for fremtiden.

(Michael Søby)


 




 











 

I