-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

DEN VÆGELSINDEDE

★★★★★★

Fra tid til anden er det en god ide at lade udenlandske iscenesættere se på danske klassikere med friske øjne. Det er dog ikke uden risiko, og enkelte gange går det rigtigt galt. Sidst gik det ud over skuespillet "Maskerade" på Det Kongelige Teater, og går galt på Aarhus Teater, hvor Laurent Chétouane har kastet sig over Ludvig Holbergs underkendte men krævende DEN VÆGELSINDEDE.

På teatrets Scala-scene lader den franske iscenesætter stykket udspille sig i David Gehrts sært ufærdige western-kulisse, uden at vi forstår hvorfor, og da mange af skuespillerne får sufli undervejs, underbygger det indtrykket af, at vi overværer en prøve.

Aarhus Teaters ensemble har i de senere år fået en del anmelderroser, men her virker stort set alle de medvirkende på herrens mark. Ladt i stikken af en iscenesætter, der åbenbart slet ikke har været opmærksom på de vokale udfordringer ved de Holbergske versefødder for et relativt ungt hold skuespillere.

Anne Plauborg er ikke i nærheden af den dramatiske tyngde, som denne komplekse kvindeskikkelse kræver, og Mathias Flint spildes i rollen som hendes udkårne. Kjartan Hansen mangler i fatal grad myndighed bag sine mange ord, og Christian Hetland havner helt ude i hampen med indianerfjer og rødmalet tissemand.

Toke Hansenius gør god fyldest på violin, men bør afholde sig fra at sige replikker. Nanna Bøttcher og Mette Døssing slås for at give deres karakterer værdighed, mens Mette Klakstein Wiberg nøjes med at virke skælmsk.

Den debuterende Viktor Pascoe Medom har en dejlig uortodoks spillestil, der lover godt for fremtiden, og hans ofte ordløse samspil med en hemmelighedsfuld Simon Kongsted bliver et lille lyspunkt i forestillingen. Veteranen Anders Baggesen er ganske vist den der har bedst styr på sproget, men ikke uden en vis unødvendig krukkeri.

Replikkerne i DEN VÆGELSINDEDE fremsiges i et bevidst slæbende tempo, der muligvis var tiltænkt en komisk effekt, men som i realiteten blot gør forestillingen anstrengt langsommelig. Selv i western-film fra 30erne affyres replikkerne i højere tempo, og resultatet bliver desværre af denne opsætning når op på en spilletid på over tre timer. Det nytter ikke at skære i forestillingen, for det synes at være hele den ubegribelige tilgangsvinkel til stoffet, der er problemet.

 

(Michael Søby)

 




 











 

I