★★★★★★
Har man een gang stiftet bekendtskab med den ungarske forfatterinde Ágota Kristófs DET STORE STILEHÆFTE, glemmer man den aldrig.
En chokerende ungdomsforestilling og János Szász’ spillefilm af samme navn udvidede for nogle år siden danskernes kendskab til den grufulde krigsdagbog, og nu følger så Jens Albinus’ ætsende teaterudgave på Husets Teater. Han forsager al ydre pragt og ethver forsøg på fysisk periodeskildring, men lader i stedet historien leve i et forbilledligt samspil med Olaf Johannessen. Og hvilken historie:
Ved anden verdenskrigs begyndelse tvinges en ung mor til at efterlade sine to tvillingedrenge hos den mor, som hun har forsømt at besøge i årevis. Det forstår man sådan set godt, for magen til grum bedstemor skal man lede længe efter. Børnene må sove udenfor, indtil de har gjort sig fortjent til at komme ind, hvor de bliver spist af med en smule suppe og tæsk.
For at klare disse udfordringer træner tvillingerne hinanden i at tåle smerte, alt imens de skriver deres oplevelser ned i et stilehæfte. Vi oplever deres møde med pigen de ganske sigende kalder "hareskår",og hvis skæbne synes om muligt værre end deres.
Som de to brødre formår Jens Albinus og Olaf Johannessen at tale i munden på hinanden og fuldende hinandens sætninger, så vi ikke bare forstår, men føler deres samhørighed. At deres oplevelse så at siges leges frem, gør dem kun endnu mere uhyggelige.
DET STORE STILHÆFTE er en af sæsonens mest uafrystelige teateroplevelser – en aldeles usentimental beretning om en krigs konsekvenser for samfundets svageste.
(Michael Søby)