-
Forside

logo logo logo

 

 

THE SOUND OF MUSIC

★★★★★★


Den dristige schweiziskfødte instruktør Rolf Heim gav for nogle år siden et interessant bud på musicalen "Cabaret" med Carsten Svendsen i en Reumert-nomineret præstation.

Nu er Rolf Heim tilbage på Aalborg Teater for at tage livtag med den beslægtede musical THE SOUND OF MUSIC. Begge værker skildrer en stadig mere nærgående og livsfarlig nazisme, der truer med at knuse et musikalsk univers - og begge triumferede både på scene og film.

I Christian Albrechtsens tegneserie-agtige scenografi er det som om, at Rolf Heim adresserer og erkender den kitch-værdi, som også hører til THE SOUND OF MUSICs kvaliteter. Men gradvist aner vi menneskene bag de groteske kostumer og under de bizarre frisurer.

Så selvom hverken Karoline Brygmann som Maria eller Thomas Bang som hendes kaptajn er store sangere, så får de alligevel spillet rollerne i hus.

De er velsignet med en uimodståelig børneflok, og så er der ganske veloplagt spil i flere biroller. Karla Rosendahl Rasmussen giver baronesse-rollen et moderne tvist, som gør hende udgave mere troværdig end de karikaturer, vi sædvanligvis ser.

Jacob Moth-Poulsen giver forestillingen en vis komisk drive som Max og Sebastian Henry Aagaard-Williams gør forvandlingen fra nuttet ungdomskæreste til spirende nazi-jugend chokerende.

Lisbeth Kjærulff synger abbedissens sang imponerende, men den kan altså synges med endnu mere sjæl. I filmversion lykkedes det Peggy Wood at antyde, at Abbedissen selv har været i Marias situation og - måske - valgte forkert, men det aspekt berøres ikke for alvor i denne opsætning.

THE SOUND OF MUSIC forekommer knap så vellykket som Rolf Heims "Cabaret". Men den bliver dog et skægt forsøg på at puste støvet af en gammel traver, og som sådan særdeles velkommen

.

(Michael Søby)




 



 


 

I