MÆLKEBØTTEREGLEMENTET

★★★★★☆

Vesterbro Teatret Zeppelin har med MÆLKEBØTTEREGLEMENTET begået en af sæsonens stærkeste børne- og ungdomsforestillinger.
Titlen er i sig selv en stavemæssig udfordring for de fleste mindre børn, men forestillingen henvender sig da også primært til de lidt ældre skoleårgange. MÆLKEBØTTEREGLEMENTET fænger da også tydeligvis hos teenagepublikummet til trods for en dyster handling, og samtidig danner den grundlag for en god snak bagefter.

Historien udspiller sig på et børnehjem. Inger, Jena og Kirsten afventer forhør angående pigen Karen, der har begået selvmord. Alle tre er mistænkt for at have mobbet Karen til døde, og stemningen på børnehjemmet bliver om muligt mere spændt, da den nye pige Lille-Marie flytter ind.

Forestillingen er blevet skabt i en såkaldt auteur-proces med Mia Brandt i spidsen for fire særdeles lovende unge skuespillerinder. Sammen har de udviklet dialogen under prøverne med Mie Brandt som ansvarlig for det endelige manuskript.

Johanne Eggert har udtænkt en fin scenografi, der både giver plads til køjesengene i det fængselslignende børnehjem og til den drømmeverden, som måske bliver deres redning?

Maria la Cour (Jena), Rebecca Rønde Kiilerich (Inger), Theresa Hedelund Jensen (Kirsten), Cecilie Josefine Bangsgaard Glæsel (Lille-Marie) fremstår alle både skræmmende og rørende i deres glimrende samspil.

MÆLKEBØTTEREGLEMENTET vil blive husket, når mange mere nuttede børne- og ungdomsforestillinger er glemt.

(Michael Søby)