-
Forside

logo logo logo

 

 

SIGURD FORTÆLLER OM DE GRÆSKE GUDER

★★★★★★



Østre Gasværk Teater har fået besøg af forestillingen SIGURD FORTÆLLER OM DE GRÆSKE GUDER.

Men fremfor at udnytte det prægtige teaterrum scenografisk har man blot smidt nogle kæmpelagner over et stillads - muligvis for at få det til at ligne skyformationer? I stedet føler man sig som gæst i et gigantisk dødsbo, og man spørger sig selv, om dette ikke er den grimmeste scenografi, der nogensinde er blevet tilladt i Østre Gasværk?

Selvom det ikke er en egen-produktion, bør ledelelse i Østerbro Teater overveje grundigt, hvor mange tarvelige forestilling af denne type, man skal have besøg af, før man ødelægger et godt renomé?

Sigurd Barrett virker selv som en træt duracell-kanin, og der synes slet ikke at være nogen gnist tilbage i ham som fortæller denne eftermiddag. Nogle ubehjælpsomme småpiger bliver helt ladt i stikken både af koreograf og iscenesætter, og man behøver ellers bare at besøge Eventyrteatret i Tivoli, hvis man vil se børn, der lyser af talent, energi og vilje.

Heldigvis er der også et par professionelle skuespillere med på Østre Gasværk. Peter Oliver Hansen og især Camilla Bendix slår gækken løs i festlige omend lidet flatterende kostumer. Bedst i en skæg ekko-sang, forestillingens eneste musikalske lyspunkt. Ellers bliver vi spist af med banaliteter.

Eskild Dohn er ellers slet ikke ueffen til at spille mandolin og synes også at være den af de tre musikere, der slipper bedst fra at sige replikker. Man skal dog ikke bebrejde musikerne, at både melodier og tekster virker flade. Der er altid noget galt, når dem på scenen skal vise publikum, hvordan man klapper.

Og børnene blandt publikum? De må nøjes med at høre om en drage og blive spist af med en temmelig kedelig træhest.

SIGURD FORTÆLLER OM DE GRÆSKE GUDER skuffer således på så mange planer, at ansvarlige forældre og bedsteforældre bør finde alternative underholdningsmuligheder for de små i efterårsferien.

 

(Michael Søby)