-
Forside

logo logo logo

 

 

Månedens interview:

Sebastian Henry Aagaard-Williams

Sebastian Henry Aagaard-Williams er en af Aalborg Teaters mest alsidige skuespillere. Alene i denne sæson kan man opleve ham i en lang række forestillinger bl.a. "Cyrano", "The Sound of Music", "Ronja Røverdatter" samt en helt ny opsætning af den russiske klassiker "Forbrydelse og Straf".
Mange husker sikkert stadig, da han fik en tredjeplads i børne-MGP med drengegruppen B-boys.

"Jeg har danset, siden jeg var 5-6 år og når vi havde fri fra skole, øvede jeg altid sammen med mine venner fra Søborg. De havde med været i MGP året før, men for mig var det helt nyt. Vi havde optrådt sammen før, men efter MGP fik vi travlt."


Sebastian Henry Aagaard-Williams blev for alvor landskendt, da han spillede Jesus i den populære TV-julekalender om "Jesus og Josefine".

"Det var rigtig sjovt at lave "Jesus", men det kom virkelig bag på mig, at det blev så stort. Det blev først sendt på TV længe efter vi havde optaget den, og mens vi var på turné med boybandet. Pludselig kunne jeg høre publikum råbe "Jesus! Jesus!". Det var ret vildt!"

Efter nogle år på skolebænken fik Sebastian et yderste fristende tilbud fra Nørrebro Teater.

"Det var Jonathan Spang (den daværende co-direktør på Nørrebro Teater), der kontakte mig, for at høre om jeg kunne tænke mig at spille Mowgli i deres udgave af "Junglebogen". Jeg var lige stoppet i gymnasiet og det lød jo vildt spændende, så jeg sagde ja. Jeg var vild med at være der, at være en del af en kollektiv proces, hvor alle bare vil hinanden det bedste. I musikbranchen kan der godt være lidt spidse albuer, men på teatret passer man på hinanden og der sker noget nyt hver dag."


Anmelderne tog godt imod forestillingen, og Sebastian Henry Aagaard-Williams indsats i hovedrollen blev fremhævet flere steder.

"Og så var jeg heldig, at da jeg stoppede på Nørrebro Teater, skrev de fra Folketeatret, om jeg ville komme ind og lave "Skatteøen". Jeg havde egentlig aldrig tænkt på, at jeg skulle være teaterskuespiller, men allerede da jeg var med i "Junglebogen" var der nogen, der mente, at jeg havde talent og som forslog, at jeg skulle søge ind på en af teaterskolerne.

Men det var nok, mens jeg var på Folketeatret, at jeg for alvor besluttede mig for at blive skuespiller.
Jeg gik til optagelsesprøve nogle gange. Man bliver let anspændt, for det betyder jo så meget for een, men det sidste år jeg søgte, var jeg nået frem til, at jeg ville også have det sjovt. Og lykkedes det ikke denne gang, måtte jeg bare finde en anden vej. Det tror jeg gjorde en forskel. Jeg gik til optagelsesprøve i "Den unge Werthers lidelser" og "King Lear", og endte med at komme ind på Den Danske Scenekunstskole i København.

Jeg havde lyst til at komme ind og få håndværket i orden. Både MGP og TV-arbejdet havde åbnet en masse døre, som man ellers skulle have kæmpet mere for. Men jeg tror altid, jeg har set lidt op til de mennesker, der har dyrket teatersport og den slags, det har altid virket meget inspirerende for mig. Jeg var begyndt at snuse lidt til det på diverse undergrundsfestivaler og på teaterhøjskole. Men tanken om at have fire intensive år, hvor jeg bare kunne fordybe mig, lære hvordan man bygger en scene op osv., den tanken kunne jeg godt li'."

Som en del af uddannelsen skulle Sebastian Henry Aagaard-Williams også i praktik og kom både med i anmelderroste forestillinger som "Melodien, der blev væk" på Nørrebro Teater og"Airport" på Teater Republique.

"Airport" var for mig et drømmeprojekt. Jeg havde set "Blam" og var blevet blown away. Det betød meget for mig at være med, og det var første gang, jeg tænkte, at her var noget teater, som min far også ville synes var awesome.

Jeg havde skrevet til folkene bag "Blam", da jeg havde hørt, at de søgte medvirkende til et nyt projekt. De roller var så allerede besat, men så spurgte de, om jeg ikke ville være med i deres næste projekt, og det blev så "Airport". Derfor fik jeg lov til at få en ekstra praktik.

Det var så sjovt - næsten som et forskningsprojekt. De byggede det hele selv, og vi skulle så undersøge og afprøve en masse f.eks. hvordan man bruge en trolley som faldskærm, da det hele jo foregik i en lufthavn. Hele den der teaterleg, hvor alle ting kan have en anden funktion, alt det som var grunden til, at man blev skuespiller, det var de mestre i. Det er meget givende at bevæge sig ind i det legerum igen, selvom man er blevet voksen. Og meget inspirerende at arbejde i så blandet en gruppe. Der var både dansere, cirkusfolk og parkour-artister."

Atter engang blev den unge skuespiller fremhævet i anmeldelserne, og cphculture.dk skrev blandt andet:

"Størst indtryk gør dog smukke Sebastian Henry Aagaard-Williams, der med mimisk elegance får alt ud af sine scener, hvad enten han skal lave opvisning i lyssignaler eller blot feje et gulv. Helt rørende bliver han i sine yndige tilnærmelser til en sovende mand."

Sebastians tredjeårsforestilling fra skuespillerskolen blev en ny udfordring for ham: Dennis Kellys drama "Love & Money" iscenesat af Martin Nyborg og med Sebastian Henry Aagaard-Williams som fyren, der hjælper konen med at begå selvmord.

"Det var meget grænseoverskridende, men også meget givende. Jeg skulle arbejde fra et helt anden sted, end jeg - indtil da - havde været vant til."

I 2013 havde Sebastian Henry Aagaard-Williams søgt om at komme med i "Hair" på Østre Gasværk og det lykkedes heldigvis.

"Jeg kendte musikken i forvejen og havde bl.a. spillet den sammen med nogle venner. Og så elsker jeg Østre Gasværk. Et helt sindsygt teaterrum, der bare er så smukt."

Også i Aalborg har Sebastian Henry Aagaard-Williams fået mulighed for at lave en del musikteater. Snart kan vi gense ham som Rolf i "The Sound of Music" og han spillede ligeledes med i "West Side Story".

"Min storebror (Oliver Aagaard-Williams, der p.t. kan opleves som sigøjnerkongen Clopin Trouillefou i "Klokkeren fra Notre Dame" på Fredericia Teater) har også været heroppe og spille. Vi var begge med i "West Side Story". Det var genialt! Vi var på hver vores side i bandeopgøret!"


Sebastian Henry Aagaard-Williams høstede også en personlig succes som hovedrolleindehaver i "Fyrtøjet". Han lyste op i "Figaros bryllup" og viste en mere alvorlig side af talentet i "Romeo og Julie".

"Noget af det fede ved at være i Ålborg er, at du får prøvet kræfter med alle mulige genrer og bliver skubbet i alle mulige retninger, som du ikke selv havde tænkt du skulle. Det har været en gave. Du får lov til både at være klovn, synge og danse i musicals, spille børneteater, klassiskere og helt ny dramatik.

Senest har han fået lov til at prøve kræfter med Reumert-belønnede Julie Maj Jakobsens "Efter branden".

"Det var første gang, at jeg var med i noget helt nyskrevet heroppe. Vi fik manuskriptet blot et par uge før prøvestart. Det var vildt spændende, også selvom det ikke nogen større rolle. Man er vant til, at stykket har ligget der i 300 år, og så pludselig har man en person, som man faktisk kan spørge om, hvad har du tænkt med det du skrev. Sproget virker også umiddelbart mere nutidigt og man kan få lov til at præge det undervejs.

- Har der også været omkostninger ved at arbejde fast i Ålborg?

"Jeg fik på et tidspunkt tilbud om at komme til Norge og spille noget, men det lå dårligt i forhold til mine andre opgaver. Det kunne ellers ha' været spændende at opleve, hvordan man arbejder andre steder i verden."

Det lykkedes dog på et tidspunkt at kombinere engagementet i Aalborg med en opgave i Odense.

"Forestillingen "Porno" var et virkelig spændende projekt, hvor iscenesætteren Anna Maltzer havde spurgt, om jeg ville komme med ned på Teater Momentum, og være med i en forestilling, i anledning af, at hun var blevet den kreative leder for sæsonen. Det var et skønt hold, og selvom at jeg endte med at pendle syv timer hver dag mellem Odense og Aalborg, fordi jeg også spillede i Aalborg om aftenen, var det en kæmpe oplevelse, jeg aldrig ville have været foruden. Odense er en spændende by, og Teater Momentum har formået at samle folk af vidt forskellige art fra hele byen. Forestillingen var en slags forskruet og absurd cabaret om et af de emner, vi har sværest ved at tale ærligt om i offentligheden.


Men selvom der kan være en del logistiske udfordringer ved at arbejde i Aalborg, er det først og fremmest dejligt at være her. Jeg føler det som en slags overbygning på min uddannelse. Man kommer lidt væk fra mange ting, men det giver os en god mulighed for virkelig at sumpe ned i teatret.
Selvfølgelig savner man også noget af det, der sker i København, for man vil jo gerne lave så meget forskelligt som muligt, og det sker jo mest derovre.

Men du lærer at slappe af på en anden måde i Ålborg. Også i forhold til dem, du spiller sammen med. Du skal ikke først til at lære dem at kende, så du føler dig mere åben som spiller, når du møder nogen, du er fortrolig med. Du behøver ikke træde så forsigtigt. Det er en af gaverne ved at være i et ensemble. Og når så flere af ens venner fra teaterskolen også kommer med, bliver det bare en ekstra bonus. Man kommer også til at få mere tillid til sit arbejde i takt med, at andre også får det.
Ålborg er en virkelig dejlig og hyggelig by. Jeg savner naturligvis både venner og familien i København. Men så er det altså heller ikke værre. De er heldigvis også enormt søde til at komme herop og se hvad jeg laver.

Men nu er man i gang med at lave Aalborg Teater om til et repertoireteater, så vil kan spille mange flere forskellige forestillinger samtidig. Vi var på studietur til Tyskland, og der spiller man nogen gange blot een enkelt dag, indtil man skal videre til noget andet. Den model, vi kører heroppe, synes jeg er endnu mere spændende, for her spiller vi måske den samme forestilling i 3-4 dage, så man lige når at falde lidt ned i stoffet igen. Det giver også en forestilling mulighed for at udvikle sig over tid eller hvis der kommer en ny person med. Eller hvis du selv oplever noget, du kan tage med ind i forestillingen.


Jeg kan også godt lide den ånd, der er heroppe. Der er ikke grund til at sætte noget op, hvis der blot er tale om en æstetisk forherligelse. Der skal være en grund til, at vi laver lige netop, det vi laver. Det synes jeg, de er gode til på Aalborg Teater.”

 

 

(Michael Søby)