-
Forside

logo logo logo

 

 

CARMEN

★★★★★★

Opera Hedeland har ikke haft en heldig sæson. Først fik de besøg af en anmelderudskældt udgave af musicalen "The Sound of Music", hvor producenterne endte med at gå i betalingsstandsning. Nu serverer de en retningsløs version af en af verdens mest populære operaer, der heldigvis overlever på Bizets vidunderlige musik og tre kapable solistpræstationer.

Scenebilledet fremstår mest af alt som en rodet byggeplads i forestillingens første del, og de rædsomme kostumer får bl.a. de kvindelige fabriksarbejdere til at ligne nissebanden efter en mislykket make-over.

Efter pausen sørger lyset dog for, at scenen ændrer karakter til en gold slagmark, hvilke unægtelig giver mere mening i denne sammenhæng. Søen bagved det indespærrede orkester er i år ikke oplyst, hvilket dog har den positive dramatiske effekt, at ensemblet blot kan vende sig om på reposet over orkesteret for at illudere publikum i arenaen. Det giver også mulighed for en spektakulær kontrastfyldt finale.

Andrea Pellegrini er gudskelov ikke reduceret til en sexkilling som CARMEN, men virker snarere som om en voksen kvinde, der blot leger med mændene. Stemmen synes på premiereaftenen mere flot end forførende, men også det kan siges at hænge sammen med hendes tolkning af partiet. Magnus Vigilius har derimod ægte lidenskab i stemmen, men lidt mere temperament i spillet ville klæde forestillingen.

Yana Kleyn synger kønt som Michaéla, omend det i højere grad er hendes triste kostume end hendes sjælekvaler, der vækker vores medlidenhed med hende. Lars Møller giver et morsomt bud på rollen som Escamillo, men hans lyserøde strømper får os til at tænke på William Shakespeares latterlige Malvolio, så vi kommer aldrig til at tage karakteren alvorligt - og det bliver et problem. Lars Møller havde tilmed også svært ved at ramme de høje toner rent denne aften.

Christian Kluxen har en heldigere hånd med dirigentstokken end Runar Hodne har det som iscenesætter og konciperende scenograf. Opera Hedelands festivalorkester får os i al fald til at nyde musikken og når vejret bare er tåleligt, så ender en udflugt til Opera Hedeland alligevel som en fryd.

En Meyer-madkurv med lækkerier som bl.a. koldrøget laks, marineret løgimosekylling, røget charcuteri og rødbedecarpaccio kan desuden bestilles på forhånd og bidrager kun til fornøjelsen.

Men rent kunstnerisk ser vi frem til en mere helstøbt oplevelse i næste sæson.

 

(Michael Søby)