U-VENDING

og andre retningsskift over tid

af

Majbrit Hjelmsbo

Forlaget Ravnerock

★★★★★☆


U-VENDING OG ANDRE RETNINGSSKIFT OVER TID

Stort og småt både i skrift og indhold præger digtsamlingen U-VENDING OG ANDRE RETNINGSSKIFT OVER TID af digteren Majbrit Hjelmsbo. Digtene varierer forbløffende meget både hvad angår længde og emner. Alt fra undseelige hverdagsperioder til uundgåelige katastrofer frembringes med sproglig kadence og sikkert gehør.

Flere af digtene er slanke og rummer ikke mange ord, men rammer alligevel læseren som små emotionelle bølgeskvulp. Andre digte er voldsomme i deres tone, og læseren overskylles med fragmenter fra knækkede forhold og lidende eksistenser. Fælles for digtene er de korte og koncise verslinjer uden rim, men derimod med en klingende rytme, når de læses op.

De første indledende digte gestalter små sitrende snapshots fra en sansende pigeverden. Det kan være svært at afgøre, om det er skønsom erindring eller her og nu øjebliksbilleder, der fremkaldes.

Eksempelvis digtet "Usendt brev" om en piges afsavn efter hendes far, der enten er væk eller måske død. Hjelmsbo giver ingen entydige svar, men minder os om at poesi i dens natur altid er flertydig.

"Ulvetime" er et af samlingens stærkeste digte. En sitrende nervøs stemning anslås i de første vers. Angsten for angsten breder sig i det mørke soveværelse. Man erindrer tydeligt Søren Kierkegaards tanker om angst. Med læseren som det flakkende øjeæble, der henvises til i digtet.

Flere af de følgende digte rammer samme bævrende tone, men en morsom verslinje som "Han gik bort og fandt et andet øre at bolle" i digtet "Uendelig historie" bryder den knugende og kuldslåede stemning.

Digtet "Uforsætligt" fører samlingens tematik med bristede forhold videre. I "Uden for fælleskabet" indkapsles en velkendt problematik om at befinde sig på randen af samfundet. Hjelmsbos digtsamling bliver dog aldrig socialrealistiske digte, men nærmere fortættede og fine ordguirlander, der udfoldes i korte sætninger eller via enkelte ord.

Flere ord som rundhorisont, billedsværm og blæksort understreger, at Hjelmbos har poetisk nerve og sproglig sans. Hertil er en sætning som "at overveje afveje i utrådte spor" i digtet ”Uudgrundelighed” med til at give samlingen et filosofisk tilsnit.

U-VENDING OG ANDRE RETNINGSSKIFT OVER TID er en aldeles rammende titel for en digtsamling, der fører læseren ud på en uforudsigelig rute.

(Gæsteanmelder: Niels Roe)