★★★★★☆
"Lukkede døre", "En udsøgt balance" og "Morderenglen" er blot nogle af de prisbelønnede skuespil, der omhandler en gruppe mennesker, som er ude af stand til at forlade deres nuværende opholdssted. Men selvom rammen forekommer velkendt, så formår dramatikeren Tanja Mastilo alligevel at sætte sit helt personlige præg på selve indholdet og overrasker os tilmed til slut i sit skuespil MAIREAD.
Titlen er navnet på stykkets hovedperson, og vi møder desuden hendes ex-kæreste, ex-elskeren og ex-elskerens store kærlighed. Alle ude af stand til at se hinanden, men dog med mulighed for kommunikere. De og vi søger forklaringen på, hvorfor netop de holdes indespærret og samtidig oprules den fælles fortid, der fører frem til en hjerteknugende afslutning.
Iscenesætteren Nina Larissa Bassett har selv bearbejdet teksten, der præsenteres med klarsyn og dedikation.af Why Not Theatre i et samarbejde med Teatret ved Sorte Hest. En kvartet af dygtige engelsksprogede skuespillere gør MAIREAD til øjeblikkets velnok mest velspillede engelsksprogede forestilling herhjemme.
Kerry Norton-Griffith virker både sej og skrøbelig som MAIREAD og Nathan Meister finder fine udtryk for ex-kærestens frustrationer. Kevin Kiernan-Molloys har den helt rigtige flabede karisma som ex-elskeren og den intelligente og sofistikerede Sue Hansen-Styles må være en trussel for enhver jaloux kvinde.
MAIREAD fremstår gribende såvel som gådefuldt, og må regnes blandt de bedste nye stykker i København lige nu.
(Michael Søby)