-
Forside

logo logo logo

 

 

 

BERGMAN - ET AAR, ET LIV

★★★★★

Jane Magnusson har skabt en meget personlig film om Ingmar Bergman, tonefilmen og scenekunstens mest feterede instruktør og iscenesætter. Med udgangspunkt i 1957, Bergmans travleste år, lader hun året forgrene sig til at omfatte hele hans liv og karriere.

I passager fremstår filmen som et målrettet karaktermord. Jane Magnusson sår tvivl om, hvorvidt han overhovedet var i Nazi-Tyskland som barn med den ene begrundelse, at han var 18 år, da krigen brød ud, men nazismen prægede jo også Tyskland op igennem 30erne, så det argument forekommer ikke ganske holdbart. Der synes dog ikke at være tvivl om, at Ingmar Bergman i sin ungdom sympatiserede med nazismen (hvilket ikke nødvendigvis gjorde ham til nazist, han var i al fald ikke medlem). Han tog kraftig afstand til nazisterne, da reporterne fra koncentrationslejrene blev offentliggjorte og beskæftigede sig ikke senere med politik, hvis han kunne undgå det.

Jane Magnusson fremstiller også Ingmar Bergman som en løgner og et dårligt menneske. Mest interessant er et lille interview med Bergmans bror, en lille bid film, som Ingmar Bergman efter sigende forhindrede offentlig visning af, så længe han selv var i live. Her fortæller hans bror, at det var ham og ikke Ingmar, der var den forfulgte elev i skolen og at det også især var ham og ikke Ingmar, der fik bank af den stærkt religiøse fader (uforglemmeligt spillet af Jan Malmsjö i "Fanny og Alexander").

Jane Magnusson har den tese, at det i virkeligheden er broderen, som Ingmar Bergman portrætterer i karakteren Alexander, mens Ingmar selv er Fanny, der passivt ser til, mens broderen straffes. Den teori holder dog langt fra hele vejen, for det er dog Alexander, som har en forkærlighed for det Laterna Magica, der gav navn til en af hans selvbiografier.

Man fornemmer en lettere bonert forundring over Bergmans sexdrift, der medførte et utal af koner, en stor børneflok og et hav af elskerinder. Hvornår har han haft tid? Det har han så heller ikke, hører man fra anden side.

Man mærker en vis moralsk forargelse i fremstillingen af ægtemanden og faderen Ingmar Bergman. Vi hører om hans utroskab med flere af hans kvindelige stjerner, men hvorvidt de eller hustruerne også var utro og måske endda indforstået med åbne forhold, melder filmen intet om.

Det gjorde til gengæld en anden dokumentarfilm med titlen "Citizen Shein", der havde fokus på grundlæggeren af det svenske filminstitut, og som blev vist i København i forbindelse med de norsk/svenske-filmdage.

Vi får naturligvis også et væld af relevante klip fra Bergman-film, men det er det dokumentariske materiale, der forekommer mest givende i denne sammenhæng. Via optagelser fra indspilninger af film som eksempelvis "Høstsonaten" og ved at nærstudere Bergmans kropsprog, når han iscenesætter på teatret, indser man også rent fysisk hans mesterskab. At hans temperament - ikke mindst i det kunstneriske arbejde - nåede sygelige højder, får vi flere groteske eksempler på, men man føler sig desværre også overbevist om, at de sindslidelser han bar rundt på hele livet, gik hånd i hånd med hans skaberevner.

Hans hyppigste anvendte stjerne Liv Ullmann, der også var hans samlever i årrække, kalder ham med tårer i øjnene for "min bedste ven", fordi han aldrig ville såre hende, og den udtalelse står i grel kontrast til det portræt som filmens instruktør ønsker at tegne. Vi savner derfor nutidige interviews med Harriet Andersson og Bibi Andersson og for den sags skyld Max von Sydow til at verificerer instruktørens udlægning.

BERGMAN - ET ÅR, ET LIV bliver bl.a. derfor ikke den definitive dokumentarfilm om Bergman. Men på godt OG ondt er filmen det mest nærgående portræt, vi hidtil har set om forrige århundredes største svenske kunstner.