-
Forside

logo logo logo

 

 

 

HJERTER DAME

★★★★

Lizette Risgaard er navnet på en af landets mest magtfulde kvinder i kraft af stillingen som formand for L.O. og ca. 1 million danske lønmodtager - iøvrigt som den første kvinde nogensinde.

Louise Detlefsen og Mette-Ann Schepelern er gået sammen om at dokumentere hele hendes svære vej til toppen, og det nye liv i magtens top, og resultatet kan ses i filmen HJERTER DAME, der vises over hele landet fra og med d. 2. maj.

Man forstår godt den optimisme, som fulgte i kølvandet på udnævnelsen, fordi hun besidder en umiddelbarhed og et nærvær, som gør hende ideel til lige netop denne post. Om det så er tilstrækkeligt til at vende udviklingen for LOs nedadgående medlemskurve, kan man kun gisne om.

Vi fornemmer, at samarbejdet med den tidligere formand ikke har været uproblematisk, og måske derfor virker hun ægte rørt, da han er blandt dem, der lykønsker hendes med resultatet af de første overenskomstforhandlinger med hende som L.O. formand.

Også Lizette Risgaard må dog erkende det gamle ordheld: "Ingen roser uden torne" og under et offentligtmøde , hvor vi aner, at tale-coaching med Obama som forbillede har båret frugt, overdøves hun af en gruppe vrede medlemmer. De noterer sig dog, at hun efterfølgende opsøger dem for at udveksle synspunkter, noget de aldrig tidligere har oplevet en LO-formand gøre.

Trods kritikken fornemmer man instruktørernes benovelse over den seje nye boss, og det smitter. Vi mærker ikke bare en vilje til flid og til at gøre en forskel, men også en evne til handling, og det kan på den lange bane blive afgørende.

"Vi udfører noget samfundsnyttigt", siger hun, og det tror vi på, selvom ideen med at byde på kaffe, mens man beder travle morgenmennesker tjekke deres lønsedler, falder lidt til jorden. Hun kan muligvis ikke synge og får næppe altid tjekket lyden, inden hun taler, men hun kan tydeligvis slå i bordet og bande, så selv de store drenge forstår det, når situationen - eller Joakim B. Olsen - indbyder til det.

En kort usentimental sekvens om barndommen, den afdøde mand og børnene overbeviser os om, at Lizette Risgaard er et autentisk og oprigtigt menneske, og det er slet ikke det værste at have i en chefstol.