★★★★★☆
Husets Teater er under Jens Albinus’ ledelse blevet garant for en særlig form for uforsonlighed, og der er da også noget radikalt og trodsigt over Alice Birchs tekst, som umiddelbart fænger. På bagscenen står en lille skov af mikrofonstativer, og en håndfuld skuespillere prøver tilsyneladende at blive hørt.
Sublime Albinus indtager selv scenen med en mikro og et drillende stativ, men endelig går han i gang. Og hvad kommer der så ud? Et "Øh". Mange "Øh’er". Det bliver til musik takket være komponisten Hannah Schneider og de fire øvrige skuespiller. Og vi sidder tilbage med følelsen af, at det er hvad den moderne mand bidrager med i vor tid Me Too-debat. Et hav af "Øh’er".
Marina Bouras stiller sig nu ved mandens side. Albinus’ filterløse forelskede mand overøser hende med komplimenter og kærlighedserklæringer. Hun virker i starten mere forbeholden, men kommer ham i møde. De erotiske fantasier mellem dem blomstrer, indtil at kvindens dominans bliver for meget for manden. Alice Birchs ord får os til at forstå, at mange seksuelle fantasier ikke nødvendigvis er bestemt af køn, men snarere af en traditionel mandsdomineret tankegang.
Erfarne Charlotte Munck og det sympatiske nye talent Alvin Olid Bursøe overtager nu scenen. I et bevidst hakkende sprog anklager hun ham for følelsesmæssig terrorisme, fordi han uden varsel har friet til hende. Kvindens neuroser danner en festlig kontrast til manden, der har lært at han ikke skal sige hende imod, men som er ved at sprænges af behov for at blive hørt.
Og sådan bliver det ved. Små scener der både spider kønnenes stilling lige nu og tegner et billede af et til stadig mere hårdt samfund. Personificeret af Charlotte Munck som en tilsyneladende følelseskold kvinde, der nægter at anerkende eksistensen af sit eget kød og blod (den lovende Stine Gyldenkerne). En rystende scene, der ikke er for sarte sjæle af dømme efter udbrud i salen ved forestillingens premiere.
Desværre bliver forestillingen også mere uigennemtrængelig og vi føler fremmedgørelse fremfor indsigt. Alle skuespillere er da også på scenen til sidst inklusive koceptmagerne Albinus og Bouras, og her kunne en instruktør udefra måske have været til gavn? Det er som om, at man i sidste øjeblik ikke har turde tage det sidste skridt og forsøger at skjule det i en lidt for raffineret indpakning?
Synd – for her er suveræne øjeblikke, som heldigvis opvejer de dele af forestillingen, man ikke forstår eller blot frustreres over.
