NOGET OM HELTE

★★★★☆☆

Halfdan Rasmussen måtte i lighed med H. C. Andersen finde sig i at blive reduceret til "børnebogsforfatter", hvilket ikke er nogen skam i sig selv, selvom det skjuler talentets omfang.

Det fine ved NOGET OM HELTE på Nørrebro Teater er, at vi her får en klar fornemmelse af, at Halfdan Rasmussen i mindst ligeså høj grad appellerer til de voksne.

Scenografen Frederikke Dalum befolker sit optimistiske lysegrønne scenerum med et væld af Haldan Rasmussen-kopier inklusive to musikere og Nørrebro Teaters folkekor. I front står fire henrivende skuespillere, der hver på sin måde forsøger at formidle Halfdan Rasmussens lyriske ordlege med både humor og poesi.

Stine Stengade fremstår ikke som noget indlysende komisk talent, men får med den modne kunstners myndighed alligevel leveret flere tekster med en legende underfundighed. Anne Sofie Wanstrup har både en flot sangstemme og et absurd lune, mens Albert Stein Ankerstjerne trækker store veksler på sin fysiske adræthed. Yndigst er dog Henrik Lykkegaard, hvad enten han agerer sabelsluger med halsbetændelse eller ensomme gamle Camilla, der pludselig modtager et hav af breve.

Johan Sarauws iscenesættelse kan forekomme rigeligt anstrengt i passager, men den rummer samtidig en uforfærdet tilgang til stoffet, som virker forfriskende og tonen er ny. Hvem skulle nu ha’ troet, at Halfdan Rasmussens tosserier kunne danne grundlag for politisk relevant teater? Men talen ved et møde for bilister, der på grotesk vis har set sig onde på cyklister, udstiller intolerance af enhver art – og til alle tider.

Komponisten Adi Zukanovic får dog det hele til at glide ned på en let fordøjelig måde, og vi får i den grad til at nærstudere Halfdan Rasmussens værker efter små to timers godbidder.