★★★★★☆
I lighed med Olaf Johannessen og Thure Lindhardt er Jens Albinus et velanskrevet navn – også syd for grænsen. Sidste år hittede han med forestilling "Umbettung" i Køln, og den får vi nu i en dansk version på Husets Teater.
Her er tale om et familiedrama, der tager sin begyndelse, da datteren Rosas grav skal flyttes for at bane vejen til et flygtningecenter. Det betyder, at den delvis invalide fader og hans yngste datter får besøg af den kosmopolitiske moder og den mellemste af søstrene.
Det kommer til en konfrontation mellem de tidligere ægtefolk, da hustruen, som stadig ejer huset, har tænkt sig at sælge det. Men der viser sig at være langt mere alvorlige problemer at forholde sig til, som måske rummer nøglen til familiens splittelse og datteren Rosas død.
Jens Albinus er en intelligent kunstner og ANKOMST.AFSKED er slet ikke noget dårligt bud på et moderne familiedrama. At han også er skuespiller gør muligvis, at samtlige roller i stykket har noget at byde på. Og man må sige, at han har fået det godt besat. Lidt mere tempo undervejs og et par opstramninger kunne med fordel få forestillingen ned under halvanden time.
Reumert-belønnede Benedikte Hansen vender tilbage til Husets Teater i triumf. Hun giver et storslået portræt af en kompleks karrierekvinde, der endnu nærer følelser for den ex-mand, som stadig kan drive hende til vanvid.
Hans Rønne kroner et flot teaterår med en fornemt underspillet men alligevel knivskarpt portræt af en sølle men også stærkt manipulerende mand.
I Maria Richs forkvaklede mellemste datter kan man se, hvor galt det gik den ældste og hvor galt det kan gå familiens sårbare yngste (yndigt fremstillet af Laura Skjoldborg), hvis denne ikke får hjælp. Morten Vang Simonsen er kær som hendes potentielle redningsmand, men der er mange i familien, der har brug for hjælp.
En tom kvadratisk scene omgivet af skrøbelige papirvæge udgør scenografien, men heldigvis formår skuespillerne at fylde den ud. Og selvom hverken de eller Albinus giver os svar på alle spørgsmål, så aner vi dog et glimt af håb i forestillingens stærke slutbillede. For man er jo nødsaget til at kunne forsone sig med det uforsonlige, før man kommer videre med familielivet.
